Mandag skal Retten i Lyngby tage stilling til, om det var nødværge eller drabsforsøg, da en nu 67-årig læge sidste år skød en beruset mand gennem ruden til sin kælderdør i Birkerød.

Se mere tv fra localeyes.dk

Selv nægter den 67-årige mand sig skyldig i forsøg på manddrab, men hævder, at han handlede i nødværge, da han frygtede, at den 26-årige, berusede mand ville bryde ind i hans hus.

En lignede oplevelse har den 67-årige læge tidligere været udsat for, da tre mænd i maj 2011 brød ind gennem den samme kælderdør og slog den dengang 63-årige mand ned med en kløfthammer.

Lægen fik smadret flere tænder og fik skader i ansigtet og hovedbunden, inden de tre røvere flygtede med 400 kroner. Hjemmerøveriet er aldrig blevet opklaret.

Frygtede gentagelse af hjemmerøveriet
Da den 67-årige læge i december sidste år igen hørte, at det puslede ved kælderdøren, og han så en skikkelse stå udenfor, frygtede han angiveligt, at han skulle udsættes for det samme igen.

Han affyrede derfor et skud gennem døren.

Skuddet ramte en 26-årig mand i højre side af brystet, så han blev hårdt såret og i livsfare blev kørt til Rigshospitalet. Han overlevede med nød og næppe.

Senere kom det frem, at den 26-årige i en brandert efter en julefrokost ved at fejl havde søgt hen til det forkerte hus i Birkerød.

Læs også: Birkerød-læge tiltalt for drabsforsøg: Skød fuld mand af frygt

I sin beruselse kunne den 26-årige ikke finde frem til den villa i Birkerød, hvor han havde en aftale om at måtte sove.

I stedet opsøgte han ulykkeligvis lægens villa, hvor beboren blev vækket ved først en puslen ved carporten og derefter lyde i baghaven. Og af frygt for endnu et hjemmerøveri hentede han sit gevær.

Kunne ikke fjerne alle haglene
Nordsjællands Politi tiltalte efterfølgende lægen for forsøg på manddrab, og et nævningeting og tre dommere skal mandag tage stilling til, om lægen handlede i nødværge eller om der er tale om et drabsforsøg.

Ifølge straffeloven kan man blive straffri, selv om man overskrider grænsen for lovligt nødværge, hvis overskridelsen ’er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse’.

Det 26-årige offer har været igennem et længere behandlingsforløb, og blev allerede fra starten stillet i udsigt, at lægerne aldrig ville kunne få alle hagl fra skuddet ud af hans krop.

Ud over drabsforsøg er lægen også tiltalt for ulovlig opbevaring af to rifler, tre haglgeværer, 185 haglpatroner og 125 riffelpatroner, der ifølge anklageskriftet lå frit fremme i huset og ikke i et godkendt sikringsskab.