En velanset læge bliver i dag konfronteret med den grove og omfattende vold, han ifølge politiet har begået mod sine børn. Lægen og hans hustru sidder netop nu i retten i Roskilde, hvor de begge er tiltalt for legemesangreb af særlig rå eller farlig karakter.

Lægen er iført blå og hvid-stribet polotrøje og har kort vandkæmmet hår. Hans hustru er iført hvid og gråstribet t-shirt og har håret sat i en lang fletning. Begge nægter sig skyldig i tiltalen. Lægen fortalte under afhøringen, at han skælder meget ud på børnene, men hævder, at han aldrig har udøvet vold mod sine børn.

- Jeg elsker mine børn og mine børn elsker mig, sagde han.

Udadtil er familien en velstillet familie med tjek på tilværelsen og deres i alt seks børn. Børnene har hvert deres værelse, går til fritidsaktiviteter og har kammerater med hjemme. Familien tager jævnligt i sommerhus og på ferier i udlandet.

- Vi er en helt almindelig dansk familie. Vi er forældre, der har fået de børn, vi rigtig gerne ville have, og vi gør alt for, at de skal have det godt. Det, der adskiller os, er, at vi har seks børn. Derfor er der flere konflikter, og derfor er der behov for mere opdragelse. Men der er ikke behov for vold, og der har ikke været tale om vold, sagde lægen i retten.

Ifølge anklagemyndigheden fløj lussingerne og knytnæveslagene gennem luften bag hjemmets fire vægge. Volden stod ifølge anklageskriftet på gennem en ni-årig periode, der strækker sig fra sensommeren 2005 til maj 2014. Det yngste af børnene der er omtalt i anklageskriftet er fire år.

Ifølge børnenes forklaring til politiet, har faren blandt andet slået dem i hovedet med knyttet hånd, sparket dem iført træsko og presset deres ansigtet hårdt mod sengekanter og bordkanter.

Lægens hustru er også tiltalt i sagen. Hun undlod gribe ind, hvilket ifølge anklagerens opfattelse gør hende til medskyldig i mandens vold, og samtidig er hun også tiltalt for selv at have slået børnene med flad og knyttet hånd.

Sagen begyndte, da det ene barn i skolen fortalte, at han blev slået derhjemme. Skolen foretog en indberetning 19. maj. To dage senere blev børnene indkaldt til videoafhøring, og samme dag blev begge forældre anholdt og afhørt. De har siddet varetægtsfængslet indtil 12. juni.

I retten fortalte faderen, at forældrene siden løsladelsen har haft overvåget samvær med deres børn i tre til seks timer hver dag. I dag bor børnene og forældrene igen sammen i deres hus. Samværet er dog stadig overvåget.

Faderen brød kortvarigt ud i gråd, da han fortalte om familiens nuværende samvær.

- Det er næsten blevet normalt, sagde han grådkvalt og måtte drikke lidt vand, hvorefter han igen fattede sig.

Han mener, at børnene overdriver, når de under videoafhøringerne taler om volden i hjemmet. Når børnene taler om at slå, mener de at få skæld ud, vurderede lægen.

- De har ikke haft nogen fornemmelse for konsekvenserne af det her. De er gode velopdragne børn, der gør hvad de voksne siger, så når der sidder en autoritet og stiler dem spørgsmål, gør de alt for at svare, sagde faren.

Han nægtede alle voldsforhold i anklageskriftet, men erkendte dog at have boret en kno ind i ryggen på det ene barn, da det ikke ville spise sin morgenmad.

Der ventes at falde dom i sagen torsdag.