Den 39-årige læge, der er dømt for at fuske med DNA-prøver i en faderskabssag, anker nu dommen til Landsretten.

I Retten i Lyngby blev lægen tidligere på måneden fundet skyldig, og hans advokat, Andro Vrlic, bekræfter, at hans klient nu har besluttet at anke dommen til Østre Landsret.

»Han er utilfreds med det resultat, han har fået i byretten. Han mener, at han er dømt uberettiget,« siger Andro Vrlic.

Den 39-årige læge anker dommen med påstand om frifindelse, og han mener ikke, at han skal dømmes i nogle forhold, forklarer advokaten.

Lægen var i knibe i forbindelse med en faderskabssag, hvor han nægtede at være far til et barn. Og i et forsøg på at smyge sig uden om ansvaret afgav han falsk forklaring i retten og fuskede med DNA-prøven, lyder påstanden i anklageskriftet. Ifølge dommen fra byretten var der beviser for, at han havde forsøgt at unddrage sig faderskabet og betaling af børnepenge, og at han i den forbindelse har anvendt DNA-prøver fra en anden ukendt læge.

I alt var tre læger tiltalt i sagen, men de to øvrige læger blev frikendt for bedrageri. En af de frikendte læger havde på en parkeringsplads underskrevet en lægeerklæring om, at den nu domfældte læge på grund af sygdom ikke var i stand til at få taget en DNA-prøve foreløbig.

Den anden frikendte læge havde senere stået for udtagningen af DNA-prøver.

Andro Vrlic, der i øvrigt først er blevet advokat for den 39-årige, efter at han har besluttet at anke dommen, fortæller, at han nu skal drøfte med sin klient, om de skal føre yderligere beviser i landsretten.

Advokaten vurderer, at der kan gå op til et halvt år, før sagen kan blive berammet i landsretten.