En lade er kollapset, efter et flammehav af bigballer fik en mur til at falde sammen på en gård mellem Kolding og Christiansfeld i Østjylland
- Branden startede mandag eftermiddag, hvor bigballerne selvantænder, og 68 bigballer brænder. Der var ikke risiko for, at det skulle sprede sig, siger vagthavende ved Østjyllands Politi Jørn Lindhardt.
Ilden bredte sig til laden, og halvanden time senere kollapsede den ene af murerne og gavlen på laden ifølge kolding-netavis.dk.
Kolding Brandvæsen og Stepping Frivillige Brandværn besluttede at lade laden brænde ned under kontrollerede forhold.
Gårdejeren har mistet hele årets høst på omkring 80 bigballer.
Brande som denne sker ofte i sensommeren, når det er fugtigt og varmt.
- Det er nok ikke sidste gang, det sker i år. Det er konstellationen af varme og fugt , der gør, at de selvantænder. De kan faktisk ligge og brænde i flere dage, siger Jørn Lindhardt.
Der er ikke kommet nogen til skade i branden.



