Den landskendte handelsmand 72-årige Jens Peter Svendsen bedre kendt som "Låsby Svendsen" er tirsdag i retten i Holsted idømt en bøde på 20.000 kroner for overtrædelse af fyrværkeriloven.

I forbindelse med de ugentlige markeder i Brørup i Sydjylland opbevarede han mere end et tons fyrværkeri på sin salgsstand uden at have tilladelse.

Fyrværkeriet er fuldt lovligt, men ifølge dommen ville han ikke have fået tilladelse til at opbevare mere end fem kilo, da markedet foregår i det fri, så det ville have kostet en bøde, selvom han havde haft en tilladelse.

Ved kontrollen 28. december beslaglagde politiet fyrværkeriet, der lå på salgsstedet og i bilen. Den beslaglæggelse finder retten korrekt, men det blev afvist, at tingene skulle konfiskeres. Derfor bliver det leveret tilbage til ejeren.

"Låsby Svendsen" krævede frifindelse, da han fra politiet i Silkeborg har tilladelse til at opbevare op til 2000 kilo fyrværkeri i Låsby. Samtidig argumenterede han også med, at politiet trods flere besøg på standen i Brørup de tidligere år ikke har krævet, at han skulle have en speciel tilladelse der. Men hans argumenter kunne ikke overbevise dommeren i byretten. /ritzau/