Politiet i USA frygtede, at to danske kvinder var blevet dræbt af seriemorder tilbage i 1970'erne. Men kvinderne har det godt, oplyser Rigspolitiet i Danmark.

Billederne stammer fra en sag fra USA, hvor seriemorder Rodney James Alcala er blevet dømt for flere drab. Kvinderne har ikke været udsat for overgreb og ønsker ikke yderligere offentlighed om deres person, oplyser Rigspolitiet.

Politiet fandt billedet sammen med en masse andre i 1979 i et lagerrum i byen Seattle, og på et af dem, ses to kvinder, fotograferet på Københavns Hovedbanegård.

Rigspolitiet i Danmark har været i kontakt med de to danske kvinder, som amerikanske myndigheder efterlyser i en brutal sag om seriemord i USA. Kvinderne ønsker ikke at træde frem i offentligheden, men lever i bedste velgående, fortæller kommunikationschef hos Københavns Politi, Niels Otto Fisker.

- De har fortalt os, at de ikke har været udsat for overgreb af nogen art. Men ellers ønsker de ikke omtale i offentligheden, siger Niels Otto Fisker.

Sagen drejer sig om den 66-årige seriemorder Rodney James Alcala, der er blevet dømt til døden i USA efter fem drab i perioden 1977-1979.

Under efterforskningen fandt politiet i Huntington Beach en lang række billeder, som Rodney James Alcala har taget af andre kvinder. Politiet frygter derfor, at seriemorderen har langt flere liv på samvittigheden. Og derfor forsøger politiet at identificere alle kvinderne.

Et af billederne er taget på Københavns Hovedbanegård og stammer ifølge Ekstra Bladet tilbage fra starten af 1970'erne. To piger sidder midt i afgangshallen, og politiet i USA frygtede altså, at Rodney James Alcala havde gjort pigerne fortræd.

Se hele seriemorderens hemmelige fotoarkiv på www.ci.huntington-beach.ca.us

/ritzau/