En 36-årig kvinde blev nytårsaften udsat for et groft overfald, der varede helt til formiddagen den 1. januar.

En 42-årig mand fra Højbjerg er anholdt og sigtet for grov vold mod en 36-årig kvinde, da han ifølge politiet holdt den 36-årige kvinde fanget og fra den 31. december klokken 17 til 1. januar klokken 10 udsatte kvinden for vold i form af slag og spark, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kvinden, der kommer fra det vestlige Aarhus, var på besøg hos den 42-årige i en lejlighed på Holme Byvej i Højbjerg, hvor afstraffelsen altså fandt sted i 17 timer. 

- Kvinden og manden kender hinanden fra tidligere forhold, så det er ikke bare et tilfældigt møde, siger vagtchef hos Østjyllands Politi Per Bennekow, der ikke har yderligere oplysninger i sagen, før politiet er nået videre i deres efterforskning.

Den 36-årige anmeldte først volden den 3. januar omkring 20.30, hvorefter politiet bragte hende til skadestuen. Klokken 22.20 blev den 42-årige mand anholdt på sin bopæl.

Fra klokken 10.15 blev den 42-årige fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, og han sigtes for grov vold.