Tre unge mænd gennembankede en ældre kvinde med et koben under et hjemmerøveri sidste forår. Mandag fortalte hun i retten, at hun fik mellem 50 til 100 slag på kroppen og i hovedet.

En 74-årig fynsk kvinde fra Vissenbjerg på Fyn oplevede i april sidste år sit livs mareridt, da tre unge mænd brød ind i hendes hus og forsøgte at lokke koden til hendes dankort ud af hende. Kvinden nægtede først og udleverede derefter den forkerte kode, og det fik gerningsmændene til at straffe hende med et koben. Til sidst låste de hende inde i et badeværelse.

Det skriver fyens.dk.

Kvindens rædsler begyndte, da hun en april-nat sidste år vågnede ved, at en fremmed mand lyste hende i hovedet med en lommelygte. Da hun tændte lyste for at se, hvem det var, fik hun besked på at slukke lyset igen.

Derefter forlangte én af de indtrængne mænd at få udleveret koden til hendes dankort. Da hun nægtede, begyndte han at slå hende med et koben.

»De skulle ikke have min kode, så efter 10 minutter endte jeg med at give ham en forkert kode,« forklarede kvinden i retten.

En medgerningsmand skyndte til ud for at forsøge at hæve penge på kortet, og imens forsøgte den 74-årige at vriste kobenet ud af hænderne på ham.

Det fik manden til at slå endnu mere på den ældre kvinde.

Da hans kumpan kom tilbage uden penge, regnede slagene ned over hende. Kvinden mener selv, at hun fik et sted mellem 50 til 100 slag i hovedet og på kroppen. Til sidst slog han hende på knæene for at forhindre, at hun skulle søge hjælp hos naboen.

Mændene slæbte hende ind i badeværelset, hvor overfaldet fortsatte, inden de låste hende inde og stak af.

Overfaldet har givet kvinden ar på krop og sjæl. Hun har altid været meget aktiv og social, men i dag har hun problemer med at komme rundt, fordi hun nu går dårligt.

Der falder dom i sagen tirsdag.