Et voldeligt samliv blev bragt endeligt til ophør, da landsretten skærpede dommen over afghansk mand og sendte ham direkte i fængsel.

Betjente med maskinpistoler eskorterede en 31-årig kvinde, da hun skulle møde i Østre Landsret og fortælle om syv års voldeligt samliv.

Landsretten kvitterede for historien ved at skærpe straffen over hendes mand markant.

Han blev dømt for gennem stort set hele parrets ægteskab at have undertrykt kvinden og udsat hende for vold gang på gang. Ud over stribevis af tæv tog han to gange kvælertag på hende, så hun besvimede, og kastede også en kniv efter hende, der dog kun strejfede hende.

Oprindeligt havde Retten i Glostrup straffet den 31-årige Wahed Mohammad Saber med et år og ni måneders fængsel, men landsretten hævede straffen til to et halvt år. Manden har været på fri fod op til ankesagen, men efter dommen blev han kørt direkte i fængsel for at begynde sin afsoning med det samme.

Både mand og kvinde er fra Afghanistan. De blev gift i 2001 og har lige siden boet i Herlev. Politiet tog sagen så alvorligt, at kvinden blev ført af landsrettens bagtrapper til et separat retslokale, hvorfra hun vidnede, så hun ikke skulle sidde i rum med den tiltalte.

Han nægtede sig skyldig, men vidner har fortalt om de skader, de gennem årene har set på kvinden, og naboer til parret kunne støtte op med beretninger om, hvordan de kunne høre slag og skrig fra lejligheden.

Anklageren er tilfreds med, at landsretten skærpede dommen.

- Der er sendt et klart signal om, at vi i Danmark ikke accepterer, at kvinder behandles på den måde, siger Martin von Bülow fra Statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns Vestegn.

/ritzau/