En kvinde bliver nu sigtet for at have bragt sin brors liv i fare ved at stjæle ham fra plejehjemmet Grønneparken i Ikast. Det sker i en sag, som kan omhandle en skjult formue i udlandet.

Det kom frem, da kvinden fredag var i grundlovsforhør i retten i Herning, fortæller Hennings Folkeblad.

Personalet på plejehjemmet Grønneparken alarmerede straks politiet, da det 6. august om natten ikke kunne finde en 48-årig stærkt handicappet mand i sin seng eller på plejehjemmet.

Det viste sig, at manden var blevet bortført, og at bortførerne var mandens østrigsk-tyrkiske søster og svoger. Trods alarmering af politiet lykkedes det de to at komme ud af landet og helt til grænsen mellem Tyskland og Østrig, hvor de blev anholdt.

Fredag forklarede søsteren så i grundlovsforhøret, at bortførelsen skyldtes stærk utilfredshed med forholdene på det danske plejehjem.

- Det er en langsom død for min bror, sagde kvinden.

Derfor ville hun og hendes mand skaffe broderen behandling i Tyrkiet.

Politiet har ikke desto mindre valgt at sigte kvinden for at have bragt broderens liv eller førlighed i fare ved at fjerne ham fra plejehjemmet, idet manden, der er hjerneskadet efter en blodprop, er afhængig af sondemad og professionel pleje.

Den 48-årige mands hustru og børn i Ikast mener dog, at søsteren og svogeren kunne have helt andre motiver. Under gennemgangen af sagen blev det antydet, at deres motiv var, at den 48-årige har en formue i Tyrkiet.

Søsteren forklarede dog i grundlovsforhøret, at formuen allerede er overtaget af broderens børn.

Kvinden er blevet løsladt, mod at hun deponerede sit pas hos politiet indtil 27. september.