Politiafspærring.
Politiafspærring. Foto: Martin Sylvest Andersen

Hadsten: Et skænderi mellem et østjysk kærestepar tog lørdag aften en alvorlig drejning, da en 43-årig kvinde angiveligt truede sin 52-årige kæreste med en pistol og skød en enkelt gang op i luften.

Episoden udspillede sig på en adresse i en mindre by ved Hadsten nord for Aarhus ved 21-tiden.

»Det, vi ved, er, at kvinden skulle være blevet kørt hjem af kæresten til sin bopæl efter en julefrokost, og der opstår så skænderi mellem dem. Hun bliver sat af på sin bopæl, hvorefter han kører hjem til sig selv,« fortæller vagtchef Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til Ritzau.

»Cirka ti minutter efter dukker hun så op på hans adresse og sigter mod ham med revolveren. Han smækker døren i, hvorefter hun så ifølge vidner skyder op i luften én gang,« siger vagtchefen.

Kvinden, der ifølge politiet formentlig var påvirket af alkohol, kørte derefter fra stedet i bil. Men blot et par kilometer derfra kørte hun galt uden dog at komme noget til.

»Dér får vores patruljer anholdt hende,« siger Thomas Hinge.

Østjyllands Politi regner med, at den 43-årige søndag formiddag skal fremstilles i grundlovsforhør. Hun er sigtet for trusler og for at have overtrådt våbenloven.

Ifølge vagtchefen tyder det dog på, at kvinden har haft tilladelse til at være i besiddelse af våbnet.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook