Har du oplevet en lignende episode, eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

BT fortsætter med at få henvendelser fra kvinder, der har følt sig seksuelt krænkede under hypnose-behandlinger hos en nu politianmeldt hypnotisør fra Rødovre.

Han var onsdag i retten i Glostrup, hvor han er anklaget for seksuelt groft at have udnyttet en 16-årig piges afhængighed af ham gennem et år. I mindst seks tilfælde fik han udløsning i hendes mund.

Efter BTs omtale af sagen har nu foreløbig seks andre kvindelige klienter kontaktet avisen og fortalt om, hvordan de også har følt sig seksuelt krænket, mens de har betalt 1100 kr. pr. seance og trygt lagt sig op på lænestolen foran den 42-årige hypnotisør.

Lørdag eftermiddag gælder det en 56-årig kvinde, der følte det stærkt grænseoverskridende, da hypnotisøren allerede ved deres første session på klinikken bad hende berøre sine bryster og kønsdele indgående.

»Jeg opsøgte ham, fordi jeg gerne ville have hjælp til rygestop. Men hurtigt begyndte han også at køre rundt i min barndom, hvor jeg blandt andet blev krænket af min morfar.  Det har givet mig et lavt selvværd, og det brugte han som begrundelse for, at jeg skulle begynde at røre ved min krop - op og ned - for øjnene af ham. Jeg lå med lukkede øjne i stolen, og han sad lige ved siden af, så der var højst 30 cm imellem os. Det var stærkt grænseoverskridende og meget ubehageligt, men han understregede, at det skulle være hele kroppen,« fortæller 56-årige Mona. Det er ikke hendes rigtige navn, da hun ønsker at være anonym. BT er bekendt med hendes rigtige identitet.

»Han bad mig røre mine bryster og mellem skridtet. Det føltes helt forkert, og jeg sagde, at det ikke kunne være rigtigt. Det var rent ud sagt onani han bad mig om. Jeg tænkte: gad vide om han sidder lige her ved siden af og får en stivert på. Men han bad mig bare fortsætte, selv om jeg stoppede op flere gange. Det var vigtigt jeg viste, at jeg kunne elske mig selv, forklarede han. Og det var ikke kun i kort tid, at jeg skulle røre ved mig selv. Vi snakker nok om 10-15 minutter, mens han så på i stilhed,« tilføjer hun.

Under den alternative behandling havde han låst døren til klinikken, hvad der undrede Mona. Men han forklarede det med, at det gjorde han altid, for det gjaldt om ikke at blive forstyrret. Til trods for at klinikken havde til huse på en kontorgang med skilt på døren, hvor der næppe var risiko for meget uventet trafik ind gennem døren. Prisen var 1100 kr. pr. behandling.

»Man skulle betale kontant, for han tog ikke kort. Det var så udspekuleret, og selv om jeg ikke forstår det i dag, så besluttede jeg at give ham endnu en chance ved den næste behandling. Her sagde jeg dog, at han måtte finde på noget andet, for han havde overskredet mine grænser ved den første gang. Hele oplevelsen havde sat gang i noget med de gamle krænkelser fra min morfar - det var absolut ikke behageligt. Men heldigvis havde jeg mod nok til at sige fra, inden han måske også var begyndt selv at røre ved mig,« siger hun.

Ligesom de andre kvindelige klienter, som BT har omtalt, havde Mona bagefter svært ved helt at forstå, hvad der egentlig var foregået under de alternative hypnose-seancer. Derfor anmeldte hun heller ikke hypnotisøren til eksempelvis politiet. Det har hun dog i sinde at gøre nu på linje med de andre klienter, som BT har været i kontakt med.

BT forsøgte lørdag at få hypnotisørens kommentar til Monas beretning, men han reagerede ikke på vores henvendelse.

Københavns Vestegns Politi er ved at udarbejde et anklageskrift mod hypnotisøren for hans seksuelle aktivitet med den 16-årige pige, som fik lavinen til at rulle. I hvilket omfang de øvrige kvinders anmeldelser vil komme til at indgå i den del af sagen er endnu uafklaret.

Har du oplevet en lignende episode, eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.