En 35-årig kvinde er blevet idømt en fængselsstraf og en bøde på knap 200.000 efter at være blevet taget i at køre gratis med DSB-tog hele 212 gange.

Det er sjældent uden en snert af befippelse og bekymring, at togpassagerer finder billetten frem, når DSB-kontrolløren melder sin ankomst i kupéen.

For straffen falder prompte, hvis man har smidt billetten væk eller glemt at bekræfte købet på mobilen: 750 kroner tager DSB sig for ulejligheden med at udskrive kontrolafgiften.

For en 35-årig kvinde har hele øvelsen dog tilsyneladende været anderledes afslappet. I hvert fald har hun intet mindre end 212 gange gjort sig skyldig i at køre uden billet om bord på DSBs tog.

Fredag skulle hun stå til regnskab for de mange gratis ture, og det bliver en dyr fornøjelse for den 35-årige kvinde, der er bosat i Fredericia.

176.000 kroner skal hun betale i erstatning til DSB, mens hun samtidig er blevet idømt 60 dages fængsel. 30 af dem skal afsones i et fængsel, og de resterende 30 skal bruges på samfundstjeneste.

Ifølge Jan Østergaard, der er chefanklager ved Sydøstjyllands Politi, har kvinden haft en rimelig jordnær forklaring.

»Der er tale om en kontanthjælpsmodtager, og hendes forklaring lød ganske enkelt, at hun ikke havde råd til billetten. Når hun havde fået bøden, opfattede hun det som straffen, og derfor nægtede hun så, at hun var skyldig,« fortæller Jan Østergaard.

Kvinden har allerede aftalt en afdragsordning med DSB, som hun dog har forsømt at indbetale til siden april.

Jan Østergaard fortæller, at undersøgelser ikke har peget i retning af, at kvinden skulle være ustabil, og at hun er straffeegnet.

De mange bøder løber helt tilbage til 2006, hvor kvinden blev stoppet første gang uden billet. Dengang boede hun i København og pendlede ivrigt til Jylland. Nu er hun så flyttet til Fredericia, og turene er i stedet gået til København, hvor hun stadig har familie, oplyser Jan Østergaard.

Det var DSB selv, der anmeldte kvinden til politiet tilbage i november 2014.