En 73-årig kvinde blev torsdag aften fundet dræbt i en lejlighed i Københavns Nordvest-kvarter. En 19-årig mand blev kort efter anholdt og sigtet for drab.

Det var kvindens pårørende, der slog alarm til politiet, da de var blevet bekymrede for, at der var tilstødt hende noget.

I lejligheden fandt politiet den 73-årige kvinde, som var dræbt af flere knivstik. Til stede i lejligheden var også en 19-årig mand, som politiet nu mistænker for drabet.

Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk

Det bekræfter efterforskningsleder Sune Christensen fra Københavns Politi over for bt.dk.

»Vi kan ikke sige noget om motivet på nuværende tidspunkt. Den 19-årige er ved at blive afhørt i øjeblikket,« siger han.

Politiet efterforskede i første omgang sagen som et mistænkeligt dødsfald, men hurtigt stod det klart, at der var tale om en drabssag.

Politiet vil på nuværende tidspunkt heller ikke komme nærmere ind på, hvordan den unge mand er kommet ind i lejligheden, og hvorfor han stadig var i lejligheden, da politiet nåede frem.

Efterforskningslederen vil heller ikke kommentere, hvorvidt der er en relation mellem de to, og hvorfor den unge mand opsøgte kvinden.

Den 19-årige mand vil blive fremstillet i grundlovsforhør fredag.

BNB