To 31-årige mænd er anholdt og sigtet for at have slået den kvinde ihjel, som onsdag blev fundet dræbt i et grønt område i Lyngby.

Det var et tip, som tirsdag ledte Nordsjællands Politi på sporet af det drab, hvor to 31-årige mænd med udenlandsk baggrund blev anholdt.

- Klokken 13.31 får vi en henvendelse om, at der er sket noget alvorligt, og vi rykker ud til den adresse på Melagervej, som henvendelsen går på. Her anholder den første mand. Det fører os videre til den næste person, som vi anholder tirsdag aften, siger efterforskningsleder Morten Kaare Pedersen fra Nordsjællands Politi.

- Vi har mistanke om, at der er sket en forbrydelse på adressen, og at liget er transporteret derfra, og derfor vælger vi at sigte dem begge for drab, forklarer han.

Trods sigtelserne stod politiet uden lig tirsdagen igennem, og først kort før midnat fandt politiet liget af en kvinde, smidt i et grønt område i Lyngby.

Kvinden blev fundet 'i umiddelbar nærhed' af den lejlighed, hvor den først anholdte har bopæl, og hvor han dagen forinden blev anholdt. Hun er endnu ikke identificeret, men vurderes til at være 'et sted mellem 30 og 50 år'.

- Det er massiv efterforskning, som fører os til findestedet. Vi kan ikke endnu sige, hvordan hun er død, men det tyder ikke på, at det er sket på voldsom vis, dvs. hun er ikke blevet skudt eller lignende. Vi arbejder på højtryk for at få hende identificeret og få de pårørende underrettet, fortæller Morten Kaare Pedersen fra Nordsjællands Politi.

Det er uvist, hvad kvindens relation til mændene er. Om de to mænd kan politiet kun fortælle, at de begge er bosat i Lyngby, har udenlandsk baggrund og kender hinanden.

- Vi har indledt en intens efterforskning, men vi håber selvfølgelig, at grundlovsforhøret af de to mænd vil kaste yderligere lys over sagen. Det er også derfor, vi vælger at fremstille begge mænd, så vi ikke misser noget her i den indledende fase, siger efterforskningslederen.

De to jævnaldrende mænd skal begge fremstilles i grundlovsforhør kl 13.00. Det sker i Retten i Lyngby.