Natten til lørdag blev en 53-årig kvinde fundet livløs i en gangtunnel i Køge. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Det var fire fyre på omkring 18 år, der tilfældigt fandt den livløse kvinde i en tunnel ved boligområdet Karlemosen i Køge omkring klokken fire lørdag morgen.

Fyrene forsøgte ihærdigt at genoplive kvinden med hjertemassage, men desværre uden held. På hospitalet blev kvinden erklæret død.

Politiet regner ikke med, at der er sket en forbrydelse.

»Vi har ingen formodning om, at der skulle være sket noget mistænkeligt,« siger Henrik Olesen, vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Men politiet ved dog stadig ikke, hvad kvinden er død af.

»Der er foretaget et ligsyn, men her kunne man ikke umiddelbart fastslå dødsårsagen. Derfor vil vi gennemføre endnu et ligsyn i næste uge,« siger vagtchefen, som forklarer, at det kan være alt fra blodprop til hjertestop.

Familien er underrettet.