En 63-årig kvinde blev søndag aften fundet dræbt i sit hjem i et ellers fredeligt villakvarter i Stenløse i Nordsjælland.

Vagtchef hos Nordsjællands Politi, Palle Jørgensen er sparsom med oplysningerne, men bekræfter, at kvindens 68-årige mand er anholdt og sigtet for drabet.

»Vi får søndag aften kl. 21.13 en henvendelse fra en person, der har mødt kvindens mand på havnen i Hundested. Han har sagt til vedkommende, at han vil hoppe i havnen, fordi han har slået sin kone ihjel,« fortæller vagtchef, Palle Jørgensen.

Der er ca 40 km fra gerningsstedet til havnen i Hundested, hvor den 68-årige blev anholdt helt uden dramatik.

»Her fra morgenstunden sker der det, at vores jurister skal igang med at vurdere sagen og finde ud af, hvad der er op og ned. Den 68-årige er varetægtsfængslet, og vil blive fremstillet for en dommer i løbet af dagen,« siger Palle Jørgensen.

Ifølge BTs oplysniger, har parret voksne børn, der er underrettet om den tragiske familiebegivenhed.

Politiet har sikret sig spor på gerningsstedet.

BT refererede tidligere på morgenen Ritzau, der beskrev, at det var manden selv, der havde henvendt sig til politiet. Det er ikke korrekt, fortæller vagtchef Palle Jørgensen.