På vej hjem fra byen blev en 26-årig kvinde trukket ind i et buskads af en yngre mand. Politiet søger vidner.

Svendborg. Fyns Politi leder efter en yngre mand, der mistænkes for at have forsøgt at voldtage en 26-årig kvinde på Nyborgvej i Svendborg natten til søndag. Politiet søger også vidner til voldtægtsforsøget.

Kvinden var på vej hjem fra en bytur i Svendborgs centrum, da hun klokken 2.40 blev antastet af en mand ud for Rottefældeskoven og Kobberbækstien, oplyser vagtchefen hos Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Manden pressede kvinden ind i et buskads og tvang hende ned på jorden.

Kvinden skreg og råbte om hjælp og gjorde aktiv modstand. Det fik gerningsmanden til at opgive sit forehavende og løbe fra stedet.

Manden beskrives som 25-30 år. Han er mellem 180 og 190 centimeter høj og almindelig til spinkel af bygning.

Kvinden har forklaret, at han talte dansk, og at han var lys i huden og havde lyst hår. Håret var halvlangt og uglet, og manden var måske lidt forhutlet af udseende, oplyser politiet.

Han havde lyse cowboybukser på, en lys konditrøje med store blå og hvide felter og lyse kondisko.

Efter voldtægtsforsøget kom et vidne kvinden til hjælp, men Fyns Politi vil gerne i kontakt med andre vidner, der kan have oplysninger om sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

/ritzau/