Foran sit hus i Nykøbing Mors blev en 38-årig kvinde natten til fredag stukket i brystet med en kniv. Den formodede gerningsmand - kvindens ekskærste - kørte senere i en grøft, hvor han forsøgte at begå selvmord ved knivstik i halsen.

Kvinden blev alvorligt såret, og hun blev indlagt på Aalborg Sygehus, hvor hun efter de foreløbige oplysninger ikke er i livsfare. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse fredag formiddag.

Kvinden blev stukket i brystet en eller flere gange.

Godt en time efter knivstikkeriet fandt sted, fik politiet oplysninger om, at en bil var kørt i grøften på Mors. Ved ankomsten fandt patruljen den formodede gerningsmand, der er kvindens 54-årige ekskæreste, i bilen. Han var i gang med at forsøge at begå selvmord ved knivstik i halsen.

For at stoppe manden fra at taget livet af sig selv, måtte politiet tage et tjenestevåben i brug for at komme ind i bilen.

Den formodede gerningsmand blev indlagt på Viborg Sygehus, hvor han efter en operation nu er uden for livsfare.

Knivstikkeriet blev anmeldt til politiet af naboer klokken 01:10 natten til fredag. Den formodede gerningsmand vil senere fredag blive krævet fængslet i grundlovsforhør.