KENDER DU FAMILIEN ELLER HAR DU ANDRE OPLYSNINGER I SAGEN, SÅ VIL BT GERNE I KONTAKT MED DIG. SEND EN SMS TIL 1929 ELLER EN MAIL TIL 1929@BT.DK

Den 51-årige far, der torsdag kvalte sin otte-årige datter, skrev et afskedsbrev, inden han forsøgte at tage sit eget liv i familiens villa. Den frygtelige tragedie har rystet det stille sølvbryllupskvarter i en forstad til Odense.

Der plejer at være stille og roligt i villakvarteret på Rådyrløkken i Odense-forstaden Korup. Men torsdag blev det stille samfund, som ifølge naboer betegnes som et ’sølvbryllupskvarter’, rystet af en familietragedie.

En 51-årige mand kvalte ifølge politiet sin kun otte-årig datter, før han forsøgte at tage sit eget liv ved at skære sig i underarmene. Selvmordsforsøget mislykkedes, og den 51-årige far blev kørt til Odense Universitetshospital, hvor han ifølge politiet torsdag aften forsat er selvmordstruet, men uden for livsfare.

Så heldigt slap hans otte-årige datter desværre ikke. Af endnu uvisse årsager blev hun dræbt af sin far, mens hun tilbragte et par dage hjemme hos ham.

Pigens forældre var kort forinden blevet separeret, og den lille pige skulle torsdag tilbage til sin mor. Men det nåede hun aldrig. For ved middagstid modtog pigens 40-årige mor et opkald fra pigens far, hvor han fortalte, at han havde kvalt datteren.

Den stærkt chokerede mor ringede til sin far, pigens morfar, der alarmerede politiet, som kort efter dukkede op på adressen. Med magt trængte de ind i den villa, hvor familien ind til for nyligt havde boet sammen de seneste ni år.

»Man får en anmeldelse om, at der muligvis ligger en, der er blevet kvalt. Og da de kommer ud, og der ikke bliver åbnet, så sparker de døren ind,« fortæller efterforskningsleder hos Fyns Politi, Henrik Justesen.

Politiet fandt torsdag liget af en pige i en villa i Odense-forstaden Korup.
Politiet fandt torsdag liget af en pige i en villa i Odense-forstaden Korup. Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen
Vis mere

I villaen blev betjentene mødt af et grufuldt syn. Den otte-årige pige lå kvalt på badeværelset. Og i familiens stue fandt man hendes far, der havde gjort skade på sig selv.

Ifølge politiet havde faderen skrevet afskedsbreve, inden sit selvmordsforsøg:

»Der er efterladt nogle breve derude. Det er noget, der ligner afskedsbreve,« siger Henrik Justesen – dog uden at ville uddybe det nærmere indhold af brevene.

»Men når der er et afskedsbrev, er der altid nogle tanker i det,« tilføjer han.

Naboerne er rystet efter familietragedien.
Naboerne er rystet efter familietragedien. Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Afskedsbrevene indgår nu i efterforskningen. Og indholdet af dem vil, ifølge Henrik Justesen, måske komme frem i retten fredag, hvor det forventes, at den 51-årig far vil blive fremstillet i grundlovsforhør sigtet for manddrab.

Den dræbte piges familie er blevet afhørt, men da det endnu ikke har været muligt at afhøre pigens far, ved politiet endnu ikke med sikkerhed, hvad motivet for drabet er. Politiets teori er dog, at det har noget med den nylige opsplitning af familien at gøre.

»Jeg tror, at denne separation og tvist om samkvem kan være et motiv«, siger Henrik Justesen.

Politiets teknikere arbejder i og ved villaen.
Politiets teknikere arbejder i og ved villaen. Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen
Vis mere

I midten af juni fandt en lignende familietragedie sted i Nordjylland, da en 27-årig mor dræbte sin ni-årige datter. Dengang kom det frem, at moderen i tiden inden havde haft dystre tanker og kort inden var blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling.

Henrik Justesen afviser, at der er tegn på, at noget sådan er gældende i sagen fra Korup.

»Det er der ikke noget, der tyder på skulle være tilfældet her. Der er ikke nogen signaler, der er sendt i den retning,« siger han.

Politiet ved endnu ikke med sikkerhed, hvornår den lille pige blev dræbt. Men det formodes, at det er sket torsdag morgen eller formiddag.

»Det kan vi først med sikkerhed sige efter obduktionen i morgen, men hun blev set i live onsdag aften,« siger Henrik Justesen.

Politiet regner med at kunne afhøre pigens far enten torsdag aften eller fredag morgen.

Mens politiet venter på at får svar på årsagen til den frygtelige familietragedie, sidder naboerne til villaen i Korup rystede tilbage.

»Det er ganske forfærdeligt. Det er et helt almindeligt sølvbryllupskvarter,« siger en af naboerne, der bor kun få huse fra gerningsstedet. Hun ønsker at være anonym, men BT kender hendes identitet.

Naboen fortæller, at hun tit har set familien, der bestod af far, mor og datter. Den lille pige var det det eneste barn, som den 51-årige mand havde med sin 40-årige kone. Han havde dog andre børn fra et tidligere forhold.

Familien havde boet i huset i Korup, siden pigen var lille.

»Vi hilste på hinanden på gaden, men ellers ikke,« fortæller naboen, der dog ikke blev overrasket over, at det netop var det hus, som politiet blev kaldt ud til.

»Jeg må tilstå, at da jeg kom hjem og så politibilerne og afspærringen, så tænkte jeg med det samme, at det var inde i det hus, at der var sket noget. Jeg havde det bare på fornemmelsen,« siger naboen og tilføjer:

»Det er en uligevægtig familie, om jeg så må sige.«

En anden nabo bekræfter denne observation overfor Fyens.dk.

Ifølge naboen Jette Larsen gik den 40-årige kvinde fra manden, da hun ’ikke kunne mere’.

»Han havde fået for meget at drikke og havde fået et anfald. Han var meget ondskabsfuld, og det kunne hun ikke finde sig i. Men han havde altså ikke været voldelig,« fortæller Jette Larsen til Fyens.dk.

KENDER DU FAMILIEN, ELLER HAR DU ANDRE OPLYSNINGER I SAGEN, SÅ VIL BT GERNE I KONTAKT MED DIG. SEND EN SMS TIL 1929 ELLER EN MAIL TIL 1929@BT.DK