Efter mere end to års ventetid er retssagen mod Anne Strande Jensens morder endelig begyndt.

Den 35-årige belgier Dave Verbist indrømmede kort efter sin anholdelse den 18. juni 2014, at han havde kvalt den unge danske kvinde med et computerkabel og efterfølgende sat ild til hende for at slette sporene efter sin forfærdelige forbrydelse.

Mandag sad Dave Verbist for første gang på anklagebænken, hvor han afslørede nye, uhyggelige detaljer om mordet, han begik i 27-årige Anne Strande Jensens lejelejlighed i det centrale Madrid den 13. juni 2014 - blot 11 dage efter at den danske kvinde var ankommet til den spanske hovedstad, hvor hun var udstationeret af Scandinavian Tobacco Group.

Men hverken Anne Strande Jensens familie eller arbejdsgiver var på plads i retten i Madrid, da Dave Verbist fortalte, hvordan han i en kokainrus brutalt myrdede hende og siden har haft svært ved at få billedet af den danske kvindes desperate dødskamp ud af sit hoved.

»Familien er ikke dernede, og det er vi heller ikke. Det bringer jo ikke Anne tilbage, at vi sidder og følger retssagen. Vi har ærlig talt heller ikke lyst til at se den fyr i øjnene,« siger Kaspar Bach Habersaat, som er kommunikationschef i Scandinavian Tobacco Group, til BT.

Han har siden fundet af Anne Strande Jensens forkullede lig for to år siden udtalt sig i sagen på vegne af både firmaet og familien, som ikke selv ønsker at tale med pressen.

Vil huske Annes vindende væsen

For Annes tidligere kolleger og især familien kan det være hård kost, at detaljerne om det bestialske mord igen bliver oprullet i disse dage. Men de er bevidste om, at det er et nødvendigt onde.

»Når sådan en retssag kører, bliver alt rullet op én gang til. Det gælder for alle, herunder også familien, at en retssag er noget, der skal gennemleves. På et personligt og menneskeligt plan er det svært at forholde sig til, men det er nødvendigt for, at retfærdigheden kan ske fyldest, og gerningsmanden kan få sin dom,« siger Kaspar Bach Habersaat.

Men de, der kendte Anne Strande Jensen, vil ifølge kommunikationschefen komme igennem disse hårde dage ved at huske sig selv og hinanden på, hvilken fantastisk person hun var.

»I stedet for at holde os for ørerne vil vi i de her dage, hvor det hele kører, bruge endnu mere tid og energi på at huske Anne for den person hun var og alt det gode, hun indeholdt,« siger Kaspar Bach Habersaat.

Få dage efter det uhyggelige mord satte han ord på, hvordan Anne Strande Jensen vil blive husket af sine kolleger.

»Hun var glad og dygtig: en af de kolleger man satte meget stor pris på. Hun havde kun været i Spanien i 11 dage, og på den tid nåede hun at blive meget accepteret og værdsat af sine spanske kolleger på grund af sit vindende væsen,« sagde han dengang og fortsatte:

»Hun var en rigtig, rigtig dygtig medarbejder. Hun var igennem vores graduate-forløb (internt uddannelsesforløb, red.) og kunne været blevet en rigtig god medarbejder hos os i mange år.«

Lang straf vil være rimelig

Scandinavian Tobacco Group bidrog til politiets efterforskning umiddelbart efter mordet, men har ikke været i kontakt med de spanske myndigheder igennem længere tid, nu hvor sagen er opklaret, idet Dave Verbist har tilstået.

Nu skal retten i Madrid så afgøre, hvilken straf belgieren skal have for mordet.

Anklagemyndigheden forlanger 28 års fængsel; 16 år for drabet på Anne Strande Jensen og 12 år for at have sat ild til hende efterfølgende.

»Jeg synes, 28 år er lang tid. Men er det lang tid for Annes liv? Det synes jeg ikke. Men det er jo en afgørelse, som bunder i, hvad den slags forbrydelse strafferammes til i Spanien. Efter danske forhold er det en lang straf, og det synes jeg da også kun er rimeligt,« siger Kaspar Bach Habersaat.

Han og Scandinavian Tobacco Group er stadig i kontakt med Anne Strande Jensens pårørende, om end ikke på daglig basis som i dagene efter, at hun blev myrdet.

BT har talt med retten i Madrid, som kan oplyse, at selve retssagen afsluttes den 7. juli, hvorefter dommerne i løbet af et par dage finder frem til, hvilken straf Dave Verbist skal have for sin grusomme forbrydelse.

Anklagemyndigheden kræver desuden, at Dave Verbiest betaler 180.000 euro (1,3 mio. kroner) i erstatning til Anne Strande Jensens pårørende.