27-årige Anne Strande Jensen var taget til Madrid fuld af forventninger til sit spændende job som udsendt for tobakskoncernen Scandinavian Tobacco Group. Men efter blot 11 dage i den spanske hovedstad blev Anne Strande Jensens forkullede lig fundet i en lejlighed i byens centrum.
Mandag begyndte retssagen mod den unge danske kvindes morder, og allerede første dag kom han med nye, uhyggelige oplysninger om det bestialske og meningsløse drab, han begik den 13. juni 2014.
Kort efter sin anholdelse fem dage senere, indrømmede den nu 35-årige belgier Dave Verbist, at han kvalte Anne Strande Jensen med en computerledning og efterfølgende satte ild til liget af danskeren.
Under det første retsmøde i Madrid fortæller Dave Verbist, at han ikke kan få billedet af den danske kvindes desperate dødskamp ud af sit hoved.
»Jeg husker, at vi var i hendes seng. Vi faldt ned på gulvet og der brugte jeg kablet. Jeg husker billedet af hende på ryggen og mig selv med kablet i mine hænder,« sagde han i retten ifølge det spanske medie ABC.
Meget mere husker Dave Verbist ikke om det frygtelige mord, som rystede både Danmark, Belgien og Spanien, da detaljerne slap ud efter hans anholdelse tilbage i juni 2014.
'Jeg er rasende'
Og det skyldes, at han efter eget udsagn var høj på kokain og havde drukket tæt, før han natten til den 13. juni 2014 låste sig ind i Anne Strande Jensens lejlighed på Calle Barcelona 3, tæt på Madrids centrale plads, Plaza Puerta del Sol, og begik drabet.
»Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det,« sagde han ifølge det spanske medie La Vanguardia flere gange i retten, hvorefter han tilføjede:
»Jeg er rasende.«
Dave Verbists far Marcel stod efter sønnens anholdelse frem og fortalte om en hård opvækst præget af svigt. Som sømand var Marcel Verbist der efter eget udsagn ikke nok for sin søn, mens moderen Heidi tog lille Dave med på Antwerpens snuskede bordeller, hvor hun ernærede sig som prostitueret.
»Det, min søn har gjort, er fuldstændig utilgiveligt. Men hvis man ser på hans fortid, er det noget, der bare ventede på at ske,« sagde Marcel Verbist til den belgiske avis Het Nieuwsblad og tilføjede, at han 'var dømt til at mislykkes fra fødslen'.
Men der gik mange år før Dave Verbists 'raseri' gjorde ham til morder. Efter igen at have taget stoffer og drukket alkohol afslørede Dave Verbist overfor en ven, at han havde myrdet Anne Strande Jensen. Det skete på en bar i Madrids centrum – få hundrede meter fra gerningsstedet. Vennen kontaktede politiet, som kort efter anholdt den belgiske mand.
Men under forhøret med politiet indrømmede han ikke bare mordet på den unge danske kvinde. Dave Verbist kunne også fortælle, at han året forinden havde dræbt den 40-årige spanske mor til to, Montse Méndez Muciente i den catalanske by Girona. Efterfølgende parterede han liget i otte stykker og smed dem i skraldespanden.
'Jeg kunne ikke glemme det'
I retten fortalte Dave Verbist, hvordan mordet ændrede ham - og i sidste ende førte til mordet på Anne Strande Jensen.
»I Girona mødte jeg en kvinde (Montse Méndez, red.). Vi havde sex, tog meget kokain og hun døde i sengen. Jeg ringede til min roommate og han fortalte mig, at vi skulle gemme liget af vejen. Siden da har jeg ikke kunnet sove,« forklarede han i retten og fortsatte:
»Jeg begyndte at tage stoffer på grund af det, der skete med det andet offer. Jeg kunne ikke glemme det.«
I endnu et forsøg på at fortrænge mindet om sit første mord havde Dave Verbist indtaget mindst halvandet gram kokain den skæbnesvangre aften, hvor Anne Strande Jensen blev hans andet offer. Som vicevært i det ejendomsfirma, der ejede hendes lejelejlighed, kunne han ubesværet låse sig ind i lejligheden og myrde den sovende danske kvinde.
»Det var ikke planlagt. Jeg havde også nøgler til andre lejligheder. Jeg anede ikke, hvad det var, jeg gjorde,« sagde Dave Verbist i retten.
Artiklen fortsætter under billedet.
Efter at have kvalt hende gik Dave Verbist ind i lejlighedens køkken, tog noget madlavningsolie og hældte det over Anne Strande Jensens livløse krop. Derefter satte han ild til liget med nogle tændstikker.
I retten forklarede den belgiske morder, at han ikke kunne huske noget som helst, da han dagen efter vågnede op i sin seng.
Tidligt på morgenen slog naboerne alarm, da de opdagede, at der kom røg fra lejligheden. Politiet fandt kort efter det forkullede lig af den danske kvinde på en seng i soveværelset.
Vil fortryde til sin døddsdag
Siden sin bestialske ugerning har Dave Verbist forgæves forsøgt at finde svaret på, hvad der fik ham til at gøre det.
»Jeg er gået til to psykologer og har spurgt dem, hvorfor det skete,« forklarede han i retten.
Efter anholdelsen og indrømmelsen af de to mord skrev flere spanske medier, at Dave Verbist også var mistænkt for flere voldtægter i både hjemlandet og Spanien. Han skulle sågar være blevet anholdt og mistænkt for overgreb mod kvinder ved flere lejligheder. Men i retten benægter Dave Verbist, at han nogensinde har forbrudt sig mod det modsatte køn.
»Jeg har aldrig voldtaget en kvinde og end ikke slået en anden person. Jeg skammer mig (over mordet på Anne Strande Jensen, red.),« sagde han i retten med en knækket mands stemme.
Politiet er efter nøje undersøgelser af Anne Strande Jensens forkullede lig kommet frem til, at hun ikke blev voldtaget før Dave Verbist kvalte hende.
Efter mordet havde den 35-årige belgier en skyldfølelse så stor, at han efter eget udsagn 'var glad', da han blev anholdt efter at have indrømmet overfor vennen. Kæresten havde Dave Verbist derimod ikke turdet fortælle om sin ugerning.
»Jeg kunne ikke fortælle det til min kæreste af frygt for at miste hende. Jeg er meget ked af det,« sagde han i retten og tilføjede så:
»Hver eneste dag i mit liv vil jeg fortryde, hvad der er sket.«
Retssagen mod Dave Verbist fortsætter de kommende dage. Anklageren forlanger 28 års fængsel; 16 år for mordet på Anne Strande Jensen og 12 år for at have sat ild til liget efterfølgende. Forsvaret argumenterer for en lavere straf for drab og hærværk.
Politiet efterforsker stadig mordet på Montse Méndez Mucientes.