En 80-årig mand er onsdag aften blevet anholdt af Nordsjællands Politi og sigtet for at have dræbt sin hustru. Manden fremstilles i grundlovsforhør torsdag formiddag.

Personalet på Hillerød Hospital fik en opsigtsvækkende besked, da den 80-årige onsdag eftermiddag ankom til hospitalet efter et færdselsuheld på Nymøllevej i Allerød, hvor han var kommet til skade.

Han fortalte, at hans hustru lå død på parrets bopæl i Farum. Hospitalet kontaktede straks Nordsjællands Politi, der sendte en patrulje til bopælen.

Patruljen blev sendt sammen med ambulance og akutlæge, der ved ankomsten straks forsøgte at give livreddende førstehjælp, men uden virkning. Hustruen blev herefter erklæret for død af akutlægen.

»Der er herefter iværksat en findestedsundersøgelse under medvirken af retsmedicinere, politiets teknikere og efterforskere,« oplyste vagtchef Dan Rener Houtved tidligere onsdag.

Onsdag aften var politiets teknikere og lægen færdig med ligsynet på gerningsstedet. I baghovedet på kvinden blev der konstateret alvorlige kvæstelser, der antages at være dødsårsagen, oplyser politiet.

Manden blev derefter anholdt - sigtet for drab og vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag, skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.