En 31-årig mand fra Syrien cyklede sidste sommer rundt i Lyngbys gader med en makaber bagage i sin cykeltrailer. I en kuffert lå liget af en italiensk kvinde. Kort forinden havde han slået hende ihjel i sin lejlighed. Nu skulle han ud og gemme liget af vejen.

Kufferten med liget af 48-årige GC blev fundet i et krat ved  Klampenborgvejen, og den 31-årige mand - der var kvindens udlejer - blev efterfølgende anholdt og varetægtfængslet.

Til juni skal manden for retten, og udover drabet på GC, har han også flere voldtægter på samvittigheden. Det mener Statsadvokaten i København, der tiltaler manden for grov voldtægt, blufærdighedskrænkelse, ulovlig tvang, drab og usømmelig omgang med lig.

Politiet mener, at den 31-årige syrer i foråret og sommeren 2014 stod bag en række sexforbrydelser mod kvinder. En kavalkade af overgreb, der kulminerede med drabet på 48-årige GC. Det fremgår af anklageskriftet som BT er i besiddelse af. Alle de påståede overgreb fandt sted i gerningsmandens lejlighed på melagervej i Lyngby og ofrene var alle kvinder der lejede et værelse hos den 31-årige syrer.

Det første overgreb fandt sted i perioden 24. april til 5. maj i den tiltaltes lejlighed i Lyngby. Her optog den 31-årige »ved beluring« et nøgenfoto af en kvinde. Efterfølgende sendte han billedet til en tredje person via en mms.

Tre dage senere - 8. maj - forgreb han sig på den kvinde, han havde beluret. Med halsgreb og ved at pege en køkkenkniv mod KHs bryst og pande og truede han hende til at udføre samleje og oralsex.

Den 31-årige har tidligere været anholdt og sigtet for voldtægten og blufærdighedskrænkelsen mod KH, men Nordsjælands Politi kunne hverken overbevise Retten i Lyngby eller Østre Landsret om, at der var grundlag for at varetægtsfængsle den 31-årige. Han blev derfor løsladt efter tre dage, og skal man tro det nye anklageskrift mod manden, gik han derefter ud og fandt sig en ny lejer, som han også voldtog.


(Bevæg den blå linje mod venstre eller højre. Du kan også trykke på pilen til højre for den store tekst)

Om eftermiddagen 13. juni voldtog han ifølge anklageskriftet en ny kvinde i sin lejlighed. Metoden var den samme: Den 31-årige tvang sig til samleje og oralsex ved at true med en køkkenkniv og ved tage så hårdt fat om kvindens hals, at hun fik vejrtrækningsproblemer. Denne gang ville han dog sikre sig, at kvinden ikke gik til politiet. Efter voldtægten truede han med at lægge kompromitterende billeder af hende på nettet og sende dem til hendes familie, hvis hun sagde noget til nogen om voldtægten.

27. juli gik det helt galt. Den 31-årige slog en 48-årige italiensk kvinde GC ihjel. Efterfølgende pakkede han liget ned i en kuffert og transporterede det med cykel til et krat ved Klampenborgvej i Kongens Lyngby.

I grundlovsforhøret erkendte den 31-årige, at det var ham der havde forårsaget kvindens død. Han hævdede dog, at der var tale om vold med døden til følge, og at han ikke havde haft til hensigt at slå hende ihjel.

Anklager Bente Schnack fortæller, at begge voldtægtsofre er yngre kvinder, der lejede sig ind hos den 31-årige syrer. Hun ærgrer sig over, at den 31-årige ikke blev varetægtsfængslet efter den første voldtægt.

»Det er ret så uheldigt. Enhver kan jo se, at det ville have været bedre, hvis han var blevet varetægtsfængslet. Men samtidig respekterer jeg, at retten ikke fandt, at der var grundlag for en varetægtsfængsling,« siger Bente Schnack.

Den anden kvinde, der blev voldtaget, gik først til politiet, efter historien om kuffert-drabet var blevet offentligt kendt.

Den 31-årige er flygtning fra Syrien og opnåede asyl for få år siden. Under grundlovsforhøret sagde den 31-åriges forsvarer, at hans klient er psykisk syg. Syreren er under sin varetægtsfængsling blevet mentalundersøgt, og her var konklusionen, at han ikke er psykotisk og dermed egnet til alminelig fængselsstraf. Den 31-årige nægter sig skyldig i de to voldtægter og tiltalten for drab, men erkender sig skyldig i uagtsomt manddrab:

»Han erkender, at han har forårsaget kvindens død, men han havde ikke til hensigt at slå hende ihjel. Han erkender også, at han har cyklet rundt med kufferten,« siger hans forsvarer Lone Refshammer.

Nævningesagen mod syreren begynder i  juni og er berammet til at foregå over fem dage i retten i Lyngby.