En tidligere straffet sønderjyde giver myndighederne et alvorligt hovedbrud. Det har vist sig at være sværere end som så at få has på hans ulovlige hashcafé

Baris Pekerman har åbnet Sønderjyllands første hashcafé i en lejet ejendom i Aabenraa. Den dømte knivstikker har åbnet sin café 7-4-20 Smokers Union i protest mod hashlovgivningen. Sønderjysk politi har ved flere lejligheder ransaget caféen og beslaglagt store mængder hash og skunk, skriver JyskeVestkysten.

Men dermed er den pot ikke ude. For Pekerman fortsætter med at tilbyde de ulovlige rusmidler i sin café.  Nu forsøger Aabenraa Kommune med byggeloven i hånden.

Pekerman har nemlig ikke søgt om tilladelse til at indrette lokalet som café, så derfor har man udstedt en såkaldt standsningsmeddelelse og krævet hashcaféen lukket øjeblikkeligt.

- De siger, at jeg bygger, men det er ejeren og ikke mig, der bygger noget. Det hele er en misforståelse, og de må komme med noget bedre, hvis de vil skræmme mig væk, siger Baris Pekerman til jv.dk.

Dertil siger det lokale politi:

- Nu er det jo den første coffeeshop i vores omårde. Derfor ser vi lige situationen an. Det, vi kan gøre, er at vende kontinuerligt tilbage, altså stresse og presse både ejeren og hans kunder, så det bliver utrygt. Vi har kig på det, der hedder ’Lov om besøg i bestemte lokaliteter’. Ved hjælp af den kan man man gøre det ulovligt at komme i caféen, så kunderne risikerer en dom, hvis vi pågriber dem i caféen, siger linjechef for lokalpolitiet i Aabenraa, Lars Bræmhøj til bt.dk.

Det er ikke første gang, Baris Pekerman blæser på dansk lov og ret. For halvandet år siden blev han ved retten i Sønderborg idømt et år og tre måneders fængsel for et brutalt knivstikkeri med en slagtekniv.

- Jeg vil tage spørgsmålet op med justitsministeren på mandag. Det er jo et evigt tilbagevendende problem, at ligeså snart det lykkes politiet at lukke en hashcafé, genåbner forbryderne et andet sted. Løsningen er en lovgivning, der gør ulovlighederne afhængig af personen i stedet for lokaliteten, som man ser i dag. Det vil gøre det muligt, at forfølge folk som Pekerman, siger Dansk Folkepartis Peter Skaarup til BT.

Naboer til hashbulen i Aabenraa er til gengæld splittede i forhold til den ulovlige handel. En nabo til ejendommen i Søndergade 11 siger til bt.dk:

- Caféen gør folk i kvarteret utrygge. Især os med børn. I forvejen er Pekerman en mand med en blakket fortid, siger naboen. Vedkommende foretrækker at være anonym, men håber, at omtalen af Pekermans kaffebar kan sætte fokus på problemet.

- Jeg har ikke hørt om nogen, der er blevet generet af Pekerman eller hans kunder. Men alle, der har børn, eller kan huske, hvordan det var at være barn, ved, hvordan det kan påvirke børn, at der foregår noget forkert og uhyggeligt, der hvor de bor. Det er til grin, at myndighederne ikke bare lukker det sted, siger naboen.

En anden nabo, føler sig ikke generet af caféen, men de mange politirazziaer kan virke generende.

- Pekerman generer ikke mig eller nogle andre, jeg har talt med. Tværtimod opfører han sig høfligt og ordentligt og hilser. Det er nærmere politiets razziaer, der generer os, fordi de ofte foregår midt om natten. Jeg håber, at der snart kommer en løsning på det, så vi kan få fred i kvarteret, siger naboen, der bor i samme ejendom som den famøse hashcafé, til bt.dk.