I slutningen af august modtog debattør og tidligere politiker Naser Khader og hans datter en række grove trusler på beskeder og Facebook. En 16-årig pige indrømmede fredag i retten, at hun stod bag truslerne.

Dommen blev en forlængelse af hendes ungdomssanktion på to år og seks måneder, hvor seks af månederne skal være på en lukket institution. Der er tale om en forlængelse, fordi hun i forvejen afsoner en tidligere dom.

- Jeg er godt tilfreds med, at retten fulgte min anbefaling med at følge kommunens råd om en fortsat ungdomssanktion. Sagen taler sit tydelige sprog. Der er kraftig brug for en pædagogisk hjælpende hånd, og derfor er det godt, at hun får en pædagogisk struktureret løsning, fortæller anklager Thomas Hugger til bt.dk.

Dommen blev ikke anket, men forsvarsadvokat Kåre Erfurt Traberg Schmidt havde ellers foreslået, at den 16-årige tiltalte pige i stedet skulle afsone en ubetinget fængselsstraf. I retten fortalte han, at den tiltalte ikke mente, hun fik den hjælp, som hun havde brug for på ungdomsinstitutionen. Hun ønskede dog ikke at udtale sig yderligere.

Skyldig i alle forhold

Den 16-årige pige erklærede sig i retten skyldig i alle 11 forhold. Det drejer sig blandt andet om trusler af Naser Khader og hans datter, og desuden havde den 16-årige forsøgt at få Naser Khader til at betale 10.000 kroner, så der ikke skulle ske noget med hans datter.

Læs også:

Anklager Thomas Hugger mener, at dommen var blevet den samme, selvom den 16-årige pige ikke havde erklæret sig skyldig.

- Efter min opfattelse var sagens beviser rigeligt tilstrækkelig. Det var hendes telefon, der havde sendt beskederne til den forudrettede, og det var hendes Facebook-profil, der var blevet brugt. Vi havde også en lydoptagelse af nogle trusler.

Sagen kommer i forlængelse af overfaldet på Naser Khaders datter natten til den 25. juli, som en pigebande stod bag.