Fængselsbetjente og sosu-ansatte anmelder i stigende grad vold og trusler på grund af forråelse i samfundet.

Aarhus: Fængselsforbundet og fagforbundet FOA nikker genkendende til nye tal fra Danmarks Statistik, der viser, at antallet af offentligt ansatte, der udsættes for vold og trusler, er steget markant de senere år.

- Det er desværre et stort problem. Der sker mere end ét overfald dagligt i vores arrester og fængsler, siger forbundssekretær René Larsen, Fængselsforbundet.

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at antallet af anmeldelser om vold og trusler mod myndighedspersoner er steget med 42 procent fra 2009 til 2015.

Mens anmeldelser, der vedrører politibetjente er nogenlunde stabilt, er det især socialrådgivere, social- og sundhedsfagligt personale, fængselsbetjente og billetkontrollører, der skiller sig ud med et stigende antal anmeldelser.

En af de udsatte grupper er fængselsbetjente, og det hænger ifølge forbundssekretæren sammen med, at de indsatte i fængslerne er blevet mere forhærdede.

- De, der sidder i fængsel i dag, er de hærdede kriminelle. Mange af dem, der sad der tidligere, har nu en fodlænke eller en samfundstjeneste, siger René Larsen.

Han mener, at problemet bør adresseres ved at sikre bedre normeringer og ved at dele de indsatte op i mindre enheder. Det giver ifølge forbundssekretæren bedre mulighed for at styrke relationerne mellem indsatte og ansatte.

Forbundsformand Dennis Kristensen, FOA, mener, at det stigende antal voldsanmeldelser mod offentligt ansatte er udtryk for en generel forråelse i samfundet.

- Lunten er blevet kortere hos folk, og det oplever både brand- og ambulancefolk, der skal eskorteres gennem belastede boligområder for at komme frem, og de af vores medlemmer, der arbejder med demente og psykisk syge, siger FOA-formanden.

Han mener, der er brug for en række tiltag for at adressere problemet.

- Søren Pind (justitsminister, red.) har bebudet en respektpakke om straf af vold mod offentligt ansatte, og det er vi glade for. Men det handler også om, at vi får tilstrækkelige normeringer. Og der går det desværre den forkerte vej, når man i flere kommuner eksempelvis skærer ned til bare en enkelt nattevagt, siger Dennis Kristensen.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook