58-årige Søren Petersen idømt seks års fængsel for grove sadistiske sexovergreb på mindreårig pige

»Havde jeg dog bare trykket på et andet ikon på computerskærmen.«

Den tanke har den 58-årige Søren Petersen fra Odense-bydelen Bolbro nu masser af tid til at tænke igennem og måske ærgre sig over, idet den uhyggelige sexsag, der har kørt mod ham ved Retten i Odense de seneste to dage, onsdag førte til domfældelse med seks års fængsel som straf til den pædofile fynbo.

Søren Petersen blev afsløret i at have begået adskillige grove seksuelle overgreb mod pigen M, som var blot 13 år, da misbruget begyndte, fordi han ved en ’klikfejl’ kom til at sende stribevis af stærkt pornografiske SM-billeder af pigen til hendes familie i stedet for at sende de glade festbilleder, han havde taget som fotograf ved hendes konfirmation.

Billederne blev sendt via fildelingstjenesten Dropbox, og modtagerne var Ms egen mor, farmor, faster og onkel.

Mens moderen ikke selv ville anmelde sagen på trods af dens opsigtsvækkende grovhed, besluttede de tre sidstnævnte at gå til politiet, efter de havde modtaget de stærkt pornografiske SM-billeder med den mindreårige pige i centrum.

Og det var dét, der fik hele sagen til at rulle sidste forår, og som i går sendte Søren Petersen bag tremmer i seks år, frakendte ham retten til at have nogen som helst forbindelse til børn under 18 år samt pålagde ham at betale godt 145.000 kroner i erstatning til sit offer, som i dag er 15 år.

Billeder til konfirmation

Pigen er fra et sted i Jylland, mens de tre familiemedlemmer er fra Fyn.

Retten i Odense afgjorde i går sagen mod den 58-årige pædofile Søren Petersen, som blev dømt for grove, sadistiske sexovergreb mod en mindreårig pige, som på gerningstidspunkterne var blot 13 år og fyldte 14, mens misbruget fandt sted i en periode over otte måneder fra december 2014 til august 2015. Privatfoto
Retten i Odense afgjorde i går sagen mod den 58-årige pædofile Søren Petersen, som blev dømt for grove, sadistiske sexovergreb mod en mindreårig pige, som på gerningstidspunkterne var blot 13 år og fyldte 14, mens misbruget fandt sted i en periode over otte måneder fra december 2014 til august 2015. Privatfoto Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Pernille, faster til M, indgav i sin tid anmeldelsen på politigården i Odense. Sammen med sine nærmeste har hun fulgt retssagen mod Søren Petersen tæt. Hun er ligesom de øvrige meget lettet over dommen til den pædofile mand, som hun og de øvrige kender under aliasset Zander.

Pernille var tilsvarende dybt rystet, da hun i slutningen af maj i fjor åbnede sin computer og troede, hun nu skulle til at se konfirmationsbilleder med en glad konfirmand og feststemte gæster. Men i stedet blev mødt af synet af sin lille niece, som på billederne bl.a. kunne ses ligge hjælpeløs og fastbundet med fire reb til en seng og en radiator med to dildoer i sine kropsåbninger, bind for øjnene, klemmer på brystvorterne og sædlignende væske ud over sig. Og meget mere af samme mørke skuffe. Pernille siger:

»Jeg glemmer det aldrig. Lige da jeg åbner mailen og ser det første billede, lægger jeg ikke mærke til, at det er M. Det første, jeg tænker - inden jeg opdager, hvem der er på fotoet - er: Hvad fanden har den mand gang i? Men så ser jeg, at det er M. Jeg får simpelthen sådan en kvalme og går lige ud og kaster op. På det tidspunkt var jeg sygemeldt med stress, og det blev jo ikke ligefrem bedre, da jeg så de billeder. Jeg fik det så dårligt, at jeg lå i fosterstilling i to døgn bagefter,« siger fasteren, som i går havde en følelsesmæssig rutsjebanetur, mens hun ventede på, hvilken sanktion domsmandsretten ville give Søren Petersen.

Ført bag lyset

Det samme havde både de øvrige familiemedlemmer og andre tilhørere i den lille retssal i domhuset i Odense.

Søren Petersen fotograferet af et af M’s familiemedlemmer under M’s konfirmation i maj i fjor. Den pædofile fynbo havde snakket sig ind på familien og havde fået lov at være festfotograf. Og sørgede - som det fremgår af dette foto - for omhyggeligt ikke at give sig selv til kende på billeder. Årsagen fandt familien snart ud af. Nemlig at han i forvejen havde to sexdomme. I går blev han dømt for tredje gang.
Søren Petersen fotograferet af et af M’s familiemedlemmer under M’s konfirmation i maj i fjor. Den pædofile fynbo havde snakket sig ind på familien og havde fået lov at være festfotograf. Og sørgede - som det fremgår af dette foto - for omhyggeligt ikke at give sig selv til kende på billeder. Årsagen fandt familien snart ud af. Nemlig at han i forvejen havde to sexdomme. I går blev han dømt for tredje gang. Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Alle var mødt op for at overvære dommens dag for Søren Petersen, fordi de selv på den ene eller anden måde tidligere er blevet ført bag lyset af ham. Enten ved at han uden deres vidende har refereret til deres navne eller firmanavne for udadtil at legitimere, at han var en anerkendt modelfotograf.

Eller ved at han - igen uden deres vidende - har fået dem til at stille op og lave frivilligt arbejde som bl.a. makeup-artist eller lysfolk i forbindelse med fotosessions for Dansk Røde Kors’ medlemsblad. Det vil sige; Søren Petersen bildte dem ind, at det var til Dansk Røde Kors. I stedet var det for at gøre ’hans’ modeller i stand, så han - sideløbende med de tækkelige fotos - tog andre fotoserier til sin egen private samling, som han i flere tilfælde har delt med andre pædofile.

Søren Petersen udbad sig i retten 14 dages betænkningstid med henblik på eventuelt at anke af dommen.

Af hensyn til pigen bringer BT kun fornavn på familiemedlemmer. BT kender deres fulde identitet.