Tragisk: Sundhedsplejerske og sagsbehandler tilså Tobias og meldte, at han havde det godt i en periode, hvor han blev mishandlet. Borgmester Jørn Pedersen har tidligere garanteret, at Tobias ikke blev mishandlet i ugevis. Anklageskriftet viser dog noget helt andet.

Af Tim S. Smidemann, tsm@jv.dk

En sagsbehandler og en sundhedsplejerske fra Kolding Kommune vurderede, at den 15 måneder gamle Tobias var i klart bedre trivsel, og at han alt i alt gav et positivt indtryk.

Det gjorde de, da de så ham den 23. juni 2011 - altså cirka en måned før Tobias blev banket ihjel.

Det skriver jv.dk

Men ifølge anklageskriftet blev Tobias udsat for vanrøgt, legemsangreb af særlig brutal karakter samt mishandling begået af den 21-årige mor og hendes 29-årige samlever allerede fra midt i maj. Begge nægter sig skyldig.

Det bliver bakket op af konstitueret senioranklager Pernille Moesborg ved Statsadvokaten i Sønderborg. Hun siger følgende om tidsrummet for vanrøgt og vold.

- Det er fra det tidspunkt, da RW (den 29-årige samlever red.) kommer ind i familien. Det sker medio maj, siger anklageren til BT.

At mishandlingen skulle være foregået i maj, som senioranklageren siger, er altså i direkte modsætning til, hvad Kolding-borgmester Jørn Pedersen garanterede i JydskeVestkysten den 16. august 2011.

Vækker harme

- Sidste gang, vi så Tobias, var den 23.juni, da en sundhedsplejerske blandt andet undersøgte ham grundigt, uden, at han havde tøj på, og han var helt sund og rask. Så jeg kan garantere, at Tobias ikke blev mishandlet i ugevis, som enkelte medier ellers har insinueret, sagde borgmesteren dengang.

Hos Børns Vilkår vækker det harme, at de sidste måneder af Tobias’ liv bød på vanrøgt - især fordi kommunen så til ham i perioden.

- Det burde de personer, der har kigget på Tobias simpelthen kunne se. Børn i den alder opfører sig ikke normalt, hvis de bliver mishandlet. De sender bunkevis af signaler, og det burde være opdaget, siger Peter Albæk, der er formand for Børns Vilkår.