Sikkerhedsforholdene på et bosted i Bagsværd var ikke gode nok, da en SOSU-assistent i december blev dræbt af en beboer, mener Arbejdstilsynet.

Sikkerhedsforholdene på bostedet Ringbo i Bagsværd var langt fra gode nok, da den 37-årig kvindelig SOSU-assistent Dorthe Christiansen i december sidste år blev stukket ihjel af en mandlig beboer.

Det mener Arbejdstilsynet, der tirsdag valgte at melde Københavns Kommune til politiet for grov overtrædelse af arbejdsmiljøloven.

»Hvis der er tale om sager, hvor der er en overtrædelse af klare, velkendte regler, og hvor der er dokumentation for en risiko for arbejdsulykker og tilskadekomst, så indgiver vi normalt en politianmeldelse,« siger centerchef i Arbejdstilsynet Jan Møller Mikkelsen til Berlingske Nyhedsbureau.

Han vil ikke udtale sig yderligere om sagens indhold, da sagen nu er i politiets hænder.

Den 72-årige mandlige beboer, der har erkendt drabet, lider af skizofreni og havde forud for drabet nægtet at tage sin medicin.

I december modtog bostedet tre strakspåbud fra Arbejdstilsynet som følge af frit tilgængelige knive, mangel på alarmer og for dårlige risikovurderinger.

Annette Laigaard, der er administrerende direktør i Socialforvaltningen i Københavns Kommune, mener ikke, at ulykken kunne forudses.

»Der var lavet risikovurdering af gerningsmanden, der jo var en ældre herre uden tidligere voldelig opførsel, og den dræbte var en erfaren medarbejder, der bar en funktionsduelig alarm, som hun aktiverede, og kollegerne kom til inden for få sekunder. Og ja, der var køkkenknive i køkkenet, for de sindslidende beboere er frie mennesker, der bor i egne lejligheder,« siger hun til Fagbladet FOA og understreger:

»Det her er efter vores bedste overbevisning en tragisk ulykke, der ikke kunne forudses.«

Socialforvaltningen har kontaktet Arbejdstilsynet for at få det til at trække anmeldelsen tilbage, men det har Arbejdstilsynet afvist, da klagefristen er overskredet med to måneder.

Sagen er nu hos Arbejdsmiljøklagenævnet, som ventes at behandle sagen inden for fire uger.

Formand for FOA, Dennis Kristensen anerkender, at Socialforvaltningen har gjort en indsats for at få forbedret forholdene, men han understreger, at en politianmeldelse fra Arbejdstilsynet er en meget alvorlig sag.

Hvis Arbejdsmiljøklagenævnet afviser Københavns Kommunes klage, kan kommunen se frem til at modtage en større bøde fra politiet på grund af grov overtrædelse af arbejdsmiljøloven.