I Disney-filmen Cars bliver racebilen Lynet McQueen dømt til samfundstjeneste for at køre for stærkt. Også i virkelighedens verden har racerkører svært ved at overholde fartgrænserne på de offentlige veje.

Racerkøreren Thorkild Thyrring risikerer nu at miste kørekortet for tredje gang. Den 20. marts skal den 67-årige tidligere verdensmester en tur i retten, hvor han er tiltalt for at køre for stærkt.

Det oplyser politianklager Kurt Ågaard Larsen fra Nordsjællands Politi.

26. februar 2013 kom Thorkild Thyrring susende på Strandvejen med en fart på 84 kilometer i timen. Det var lige hurtigt nok, for man måtte kun køre 50 kilometer i timen på strækningen. Uheldigvis for Thorkild Thyrring blev han snuppet af en af politiets fotofælder.

Anklagemyndigheden kræver, at han bliver idømt en bøde på 3.500 kroner og at han ubetinget bliver frakendt retten til at køre bil i en periode som retten fastsætter.

Thorkild Thyrring nægter sig skyldig i tiltalen, og agter at forsvare sig i retten.

- På grund af sagens karakter har det været nødvendigt at indkalde vidner, og jeg kan godt sige, at det er tungtvejende vidner, siger Thorkild Thyrring til BT.

Hvad er det for vidner?
- Det kan jeg ikke fortælle dig, men det har ikke noget at gøre med den banale fotosituation, lyder det kryptisk fra racerkøreren.

I offentligheden er Thorkild Thyrring kendt som en dygtig racerkører der i specialtunede racerbiler har opnået titler som både Europamester og Verdensmester på internationale racerbaner. Hos politiet er han kendt som en notorisk og uforbedrelig fartbølle.

Thorkild Thyrring har fået utallige klip i kørekortet og to gange tidligere er han blevet frakendt retten til at køre bil.

Kortet røg første gang i 2003, og kort efter fik han en bøde, fordi han fortsatte med at køre bil uden kort.

I 2008 blev han taget for at køre 148 kilometer i timen på Helsingørmotorvejen, hvor man må køre 110. Da han havde tre klip i forvejen, kostede det ham kortet igen, men det kunne ikke holde ham fra vejene. Nogle måneder senere blev han taget for at køre uden kørekort på Strandvejen med 104 kilometer i timen, hvor man måtte køre 70.