Kørt ned af forsvundet taxi: 35-årig mand i livsfare

En 35-årig mand er i livsfare, efter at han blev kørt  ned af en taxi ved Søerne i København tidligt lørdag morgen. Politiet efterlyser den forsvundne taxi.

Ulykken fandt sted kl. 06.39 lørdag morgen, oplyser vagtchef, John Hansen. 

- Vi har nu fundet ud af, at den 35-årige mand er fodgænger, og at det forlyder, at han er gået lige ud foran en hyrevogn, forklarer vagtchefen ved Københavns Politi.

- Hans tilstand er skidt. Han var ikke ved bevidsthed, da han blev kørt på Rigshospitalet og er i livsfare, siger John Hansen.

Han oplyser til bt.dk, at man arbejder på højtryk for at finde den forsvundne taxi og få styr på detaljerne omkring den alvorlige trafikulykke.

Politisystem brudt ned

Grundet en række 'meget uheldige omstændigheder' fik politiet først meldingen om ulykken knap to timer efter, den fandt sted.

- Politiet bliver først koblet på kl. 08.23.  Vi var derfor ikke fremme på stedet, lige efter det skete og kom først sent ind i sagen. Det er selvfølgelig meget uheldigt, siger han til bt.dk

Det vil sige, at politiets efterforskning er sat bagud i forhold til alt fra vidner til den taxichauffør, der i princippet kan have siddet ved ulykkesstedet og ventet på politiet i små to timer.

Vagtchefen forklarer, at teknikken simpelthen var brudt sammen i de timer tidligt lørdag morgen, da den 35-årige mand blev kørt ned af taxien.

- Det meldesystem, vi har med brandvæsenet, er gået ned i nat, og så får vi ikke de her melde-blanketter fra brandvæsenet. Det burde være fanget andre steder i systemet, men det blev det ikke. Samtidigt fik vi heller ikke meddelelsen fra den ambulance, der tilfældigvis kørte forbi ulykkesstedet og straks fik manden kørt til Rigshospitalet, lyder det fra vagtchefen til bt.dk

Efterlyser taxichauffør

Politiet er derfor i fuld gang med at ringe rundt til alle taxiselskaber for at finde frem til den pågældende hyrevogn.

- Vi er meget forsigtige med at betegne ham som en flugtbilist, eftersom han i princippet kan have ventet på os eller givet sit navn til nogen på gerningsstedet, som vi ikke har snakket med endnu. Vi vil meget gerne høre fra eventuelle vidner, også dem der mener, at man allerede har givet lyd fra sig. De skal ringe igen til station Bellahøj, så vi er sikre på at få registreret alle vidner, siger han.

Den 35-åriges pårørende er underrettet. Alle oplysninger om trafikulykken skal ske til til Bellahøj Politi.