Knivstikker overfaldt Krifa-ansat ved toilettet

Det var en 35-årig kvinde, der mandag morgen blev brutalt overfaldet af en vred mand, som var utilfreds med den kristelige fagforening Krifa.

- Vi aner ikke, hvordan vedkommende er kommet ind. Der var seks medarbejdere på arbejde, og kvinden mødte personen ved toilettet, hvor hun blev stukket i maven, siger direktør i Krifa Jesper Wengel til bt.dk

Kvindens tilstand er stabil, og hun bliver afhørt af politiet, som ser meget alvorligt på overfaldet.

- Vi betragter det som et drabsforsøg, fordi han både forsøger at kvæle hende og derefter langer ud efter hende med en kniv, siger efterforskningsleder ved Fyens Politi Jack Liedecke til bt.dk.

Krifa-ansat stukket ned

Gerningsmanden har angiveligt sneget sig ind på Krifas kontor på Hvilehøjvej 23 omkring kl. 07.30, men ingen af medarbejderne opdagede ham.

Hvad motivet er, står ikke lysende klart, men personen var tydeligt utilfreds med Krifa.

- Han sagde, at han var sur på Krifa, men om det var et utilfreds medlem, der havde problemer med sine dagpenge eller noget helt andet, det ved vi ikke. Kvinden kender ham ikke på forhånd, siger efterforskningslederen.

Direktør i Krifa Jesper Wengel har ikke hørt noget om, at afdelingen i Odense tidligere har modtaget trusler og heller ikke, om overfaldet kan have noget at gøre med den verserende sag, hvor 3F har blokeret Restaurant Vejlegården i Vejle, da ejeren har indgået overenskomst med Krifa.

- Vi har ingenting, der indikerer, at det skulle have noget med Vejlegården at gøre. Men vedkommende har givet udtryk for, at han var sur på Krifa, siger han.

Afdelingen er lukket mandag og muligvis også tirsdag, og de øvrige medarbejdere er sendt til krisepsykolog.

Gerningsmanden er flygtet til fods og beskrives som en mand med brunt hår, høje tindinger og iført pilotjakke med pelskrave og cowboybukser. Politiet ikke kender til mandens alder eller højde.

Den 35-årige kvinde er jobkonsulent, og skulle have undervist på kontoret i Odense mandag.

Læs også:


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.