Den 34-årige mand, JH, der er sigtet for drab på en 41-årig mand fra Odense, nægter sig skyldig.

Det har han netop sagt foran dommer Ingrid Therkelsen i et grundlovsforhør ved Retten i Odense, hvor han med begyndelse klokken 11.15 bliver fremstillet med en sigtelse for straffelovens mest alvorlige paragraf; manddrab.

Den 41-årige dræbte KPH blev mandag morgen kort efter klokken otte fundet knivdræbt - siddende bag rattet i sin parkerede bil ud for Jacob Hansens Vej 56 i Odense-bydelen Hjallese.

Læs også:

Det var en tilfældigt forbipasserende kvinde, som fik øje på manden, der sad i bilen. Hun blev mistænksom og tilkaldte politiet.
Nogle timer senere - efter at et stort hold efterforskere fra politiets kriminaltekniske afdeling og den tilkaldte retsmediciner havde arbejdet længe på stedet i og omkring bilen - blev det fastslået, at den 41-årige KPH er blevet dræbt med knivstik.

I første del af grundlovsforhøret ved Retten i Odense tirsdag formiddag kom det frem, at drabet er sket på et endnu ikke klart defineret tidspunkt natten til mandag.

Anklager Kirsten Flummer begærede dørlukning i sagen med henvisning til, at der mangler at blive afhørt en række personer i den sigtedes nære omgangskreds, ligesom det på nuværende tidspunkt ikke kan udelukkes, at der kan være medgerningsmænd til drabet.

Dommer Ingrid Therkelsen tog begæringen til til efterretning, hvorefter pressens repræsentanter og tilhørerne blev vist ud og dørene lukket.

Bt.dk følger sagen...