Kollegerne til en 60-årig mand, der blev alvorligt kvæstet og omkom tirsdag formiddag i en arbejdsulykke i Nordjylland, er i dyb krise efter ulykken
Manden arbejdede på Kaas-Pandrup Betonvarefabrik i Pandrup, da han kom i klemme i et transportbånd.
- Afdøde er kommet i klemme i et automatisk kørende transportbånd på et maskinanlæg. Vi har givet et forbud mod anvendelse af maskinanlægget, indtil man ved, om det er sikkert at bruge igen, siger tilsynschef ved Arbejdstilsynet i Nordjylland Lars Toft Pedersen.
Kom i klemme i transportbånd: Mand omkommet i arbejdsulykke
Ulykken skete tirsdag lidt før middag, og den 60-årige var alene, da han blev fundet af en kollega, og der er derfor ingen vidner til ulykken.
Alligevel var medarbejderne hårdt ramt, da Arbejdstilsynet var ude at undersøge ulykkesstedet.
- Vi har givet et øjeblikkeligt påbud om psykisk førstehjælp, da nogle medarbejdere var stærkt påvirkede af den traumatiske situation, siger Lars toft Pedersen.
Arbejdstilsynet har undersøgt ulykkesstedet, men vil endnu ikke fortælle, hvad der var årsag til ulykken, og hvad der var de nærmere omstændigheder.
- Det er endnu for tidligt til, at vi kan fastslå årsagen til ulykken. Vi afventer politirapporten, siger tilsynschefen.
Hvis virksomheden har slækket på sikkerheden, kan de få en bøde som følge af dødsfaldet.



