Voldssagen mod Silkeborg-træneren Peter Sørensen er for kort tid siden begyndt ved retten i Aarhus. Superliga-træneren er tiltalt for to tilfælde af vold mod sin ekskone og datter.

Han står normalt og dirigerer sine spillere fra sidelinjen, men her til formiddag er scenen en helt anden, når Silkeborg-træner Peter Sørensen sidder på anklagebænken i retssal 10 i retten i Aarhus.

43-årige Peter Sørensen er tiltalt efter straffelovens § 244, også kendt som den milde voldsparagraf, for to tilfælde af vold mod sin ekskone Olivia Pontoppidan og deres fælles datter, et i august 2014 og et i august 2015. Anklagerne om vold er fremkommet i kølvandet på en grim skilsmissesag. Det har Silkeborg-træneren tidligere fortalt.

Presset fra anklageskriftet tyngede dog tilsyneladende ikke Superliga-træneren, da han ankom retsmødet cirka kvart i ni her til formiddag. Han ankom smilende og i godt humør, ulasteligt klædt i gråsort jakkesæt. Ved sin side har fodbold-træneren den kendte forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen.

Peter Sørensen risikerer en fængselsdom på op mod tre år, hvis han kendes skyldig. Det skal en domsmandsret, det vil sige en juridisk dommer og to lægdommere, tage stilling til i løbet af i dag. Men superligaklubben Silkeborg IFs manager vurderer sine chancer for frifindelse som gode. Det sagde han i går til BT.

»Jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg bliver frikendt. Sagen er baseret på opspind og en søsterlignende veninde som eneste vidne,« sagde Peter Sørensen, inden han tilføjede:

»Jeg er ikke voldsomt bekymret, og jeg er sikker på, at jeg fremadrettet fortsat er Silkeborg-træner.«

Peter Sørensen har da også fra retsmødets start nægtet sig skyldig i de to voldstiltaler.

Der er indkaldt tre vidner i sagen udover Peter Sørensen selv: To fra anklagemyndighedens side, ekskonen Olivia Pontoppidan og en veninde til Olivia Pontoppidan, og et vidne fra forsvarets side.

BT følger retsmødet hele dagen.