To bilister fik sig en ubehagelig overraskelse, da de kom til at køre forkert med deres bil og pludselig holdt ud for en landejendom. Pludselig stod der en mand bevæbnet med et haglgevær ved siden af dem, og selv om han viste sig at være politimand, var han ikke ligefrem indstillet på venlig hjælp til de forvildede bilister, der uforvarende var kommet til at nærme sig hans families landejendom.

»Vi har haft indbrud herude, og alle, der kommer her uden ærinde, får blæst knoppen af,« lød det truende fra polititjenestemanden. Bilisterne anmeldte bagefter episoden, og det kom efterfølgende til at have alvorlige konsekvenser for den bevæbnede politimand. I første omgang blev han suspenderet fra sit job, og sigtet for at have overtrådt straffelovens bestemmelser om trusler og ulovlig våbenbesiddelse.

Det kom i byretten til at koste politimanden ét års ubetinget fængsel - en straf, som landsretten senere stadfæstede. Derefter blev han uden varsel fyret af Justitsministeriet efter indstilling fra Rigspolitiet.

Sagen fremgår af oversigten over politiets disciplinærsager for 2016, som blev offentliggjort for nylig. Af Rigspolitiets oversigt fremgår det ikke, hvor i Danmark episoden fandt sted.

Af oversigtens 78 sager med ordensmagtens brodne kar handler flere om såkaldt »ukorrekt optræden«. Eksempelvis blev en polititjenestemand indberettet for  i flere tilfælde at have udvist meget kritisabel adfærd i tjenesten. Polititjenestemanden havde blandt andet i to tilfælde hugget en sandwichbolle fra Kriminalforsorgen, der egentlig var bestemt til de tiltalte i en straffesag. Desuden havde han under en arrestanttransport sagt til arrestanten: "Det er godt nok ikke hver dag, man ser en, der er så meget federe end en selv". Kort efter lykkedes det også politimanden at blunde under bevogtningen af samme arrestant ved et retsmøde. Politiklagemyndigheden fandt efter en samlet vurdering adfærden for meget kritisabel. Politikredsen indstillede, at der blev indledt disciplinær forfølgning, og han endte med at blive ikendt en disciplinær bøde på 1.200 kr. af Rigspolitiet.

En anden politimand slap med en advarsel fra sin arbejdsgiver, efter at han var blevet indberettet for kritisabel adfærd og sprogbrug i forbindelse med et alarmopkald. En anmelder havde kontaktet alarmcentralen, fordi hendes datter var faldet ned i en gylletank. Polititjenestemanden havde fået opfattelsen af, at der var styr på situationen, idet det i baggrunden kunne høres, at der blev råbt "stop" eller lignende. Det opfattede han angiveligt som tegn på, at situationen var afhjulpet. Under samtalen kaldte polititjenestemanden dog bl.a. anmelderen for skør og afbrød forbindelsen. Polititjenestemanden beklagede, at han sagde ”du er skør”, men forklarede, at han vurderede, at der var tale om en useriøs henvendelse, og at han derfor afbrød forbindelsen. Politiklagemyndigheden fandt imidlertid, at anmelderen ikke blev betjent på en hensynsfuld måde. Blandt andet fordi hun ikke i tilstrækkelig omfang fik lejlighed til at forklare sin henvendelse, inden opkaldet blev afbrudt.