Lørdag aften er status på ubådssagen, at Peter Madsen er sigtet for uagtsomt manddrab og varetægtsfænglset i 24 dage, efter at torsdagens passager på ubåden, den svenske journalist Kim Wall, stadig ikke er fundet.

Mens politiet skal i gang med at undersøge Peter Madsens ubåd og overvågningsvideoerne ved restauranten 'Halvandet' på Refshaleøen, hvor Kim Wall ifølge Peter Madsen blev sat af torsdag aften, ved de pårørende lige så lidt om sagen som pressen. Det fortæller ’Raket-Madsens’ gode ven Christoffer Meyer, der har været med til at bygge ubåden.

Sammen med pressen blev de pårørende nemlig også sendt ud af retsmødet lørdag klokken 16.00, da Peter Madsen skulle afgive forklaring, fordi dommeren valgte at lukke dørene. Det skete af hensyn til Kim Walls pårørende, selv om Peter Madsen gerne ville give sin forklaring til offentligheden.

Særligt de manglende oplysninger påvirker de pårørende til Peter Madsen.

»Uvished er et ubehageligt ord, men der er ingen udefra, der ved, hvad der er sket. Vi forholder os til fakta, som uheldigvis er, at en svensk kvinde er forsvundet, og man formoder, at hun er afgået ved døden. Men der er ikke belæg for, at det hænger sammen med Peter,« siger Christoffer Meyer.

Kim Wall har været forsvundet siden torsdag aften.
Kim Wall har været forsvundet siden torsdag aften. Foto: Tom Wall
Vis mere

Han understreger vigtigheden i, at Peter Madsen er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

»Den sigtelse, der ligger på Peter, er uanset, hvordan man vender og drejer, ikke let for ham. Derfor er det meget vigtigt, at efterforskningen går grundigt til værks for at undgå de forkerte fakta kommer på bordet,« siger Christoffer Meyer.

Han nævner samtidig, at han har dyb respekt for politiets arbejde, selv om han erkender, at han ville ønske, efterforskningen gik hurtigere, så de kan få klarhed over, hvad der er sket.

»Det har været en følelsesmæssig rutsjebanetur for alle tæt på Peter inklusiv mig selv. Dagen i går starter med, at båden er savnet, og så tager sagen den her surrealistiske drejning i dag, hvor han bliver sigtet,« siger Christoffer Meyer.

Han fortæller desuden, at det er Peter Madsen, som er primusmotor på de projekter, deres klub har gang i.

»Vi vil forsøge at holde vores projekter kørende, selv om han er varetægtsfængslet til 5. september. Det skylder vi både ham og projektet,« siger Christoffer Meyer.

Københavns Politi forventer, at de tekniske undersøgelser er gennemført i løbet af søndagen.

Periskop og tårn er kommet til syne under bjærgningen af ubåden "UC3 Nautilus" lørdag 12. august. Bjergningen foregår med med assistance af blandt andet Marinehjemmeværnet. Efter bjergningen skal ubåden bringes ind til havnen i København og undersøges af en kriminaltekniker. Opfinderen Peter Madsen blev fredag anholdt og sigtet for drab på en 30-årig svensk kvinde. Hun havde torsdag aften været med Madsen ude at sejle i opfinderens hjemmebyggede ubåd. Det fremgår af sigtelsen, at opfinderen er sigtet for på ukendt måde at have dræbt svenske Kim Wall på et tidspunkt efter klokken 19 torsdag.. (Foto: Martin Sylvest/Scanpix 2017)
Periskop og tårn er kommet til syne under bjærgningen af ubåden "UC3 Nautilus" lørdag 12. august. Bjergningen foregår med med assistance af blandt andet Marinehjemmeværnet. Efter bjergningen skal ubåden bringes ind til havnen i København og undersøges af en kriminaltekniker. Opfinderen Peter Madsen blev fredag anholdt og sigtet for drab på en 30-årig svensk kvinde. Hun havde torsdag aften været med Madsen ude at sejle i opfinderens hjemmebyggede ubåd. Det fremgår af sigtelsen, at opfinderen er sigtet for på ukendt måde at have dræbt svenske Kim Wall på et tidspunkt efter klokken 19 torsdag.. (Foto: Martin Sylvest/Scanpix 2017) Foto: Martin Sylvest
Vis mere