Sven-Erik Hansen havde kæmpet mod sin morder. Det viste obduktionrapporten. Men han havde ikke en chance. Den 65-årige danske pensionist blev fundet død den 26. juni 2012 om morgenen i sit rækkehus i Filippinerne. Med 37 knivstik over hele kroppen. De fleste af dem i ansigtet og halsen. Gerningsvåbnet, en blodig, 30 cm lang køkkenkniv lå i vasken. Mordet blev aldrig opklaret, men nu er der kommet nye oplysninger frem i den uhyggelige sag.

»Der er ingen tvivl om, at det bliver opklaret. Spørgsmålet er blot hvornår,« siger Sven-Erik Hansens søn til BT.

Sønnen Carsten Lykke Hansen har ikke kunnet få det bestialske mord ud af sit hoved. Hvem gjorde det? Og hvorfor? Til sidst skrev han til TV 2's kriminalmagasin Station 2, som tog til Filippinerne for at lede efter nye spor i den uopklarede sag. Programmet bliver sendt torsdag aften klokken 20.50, og her kommer det frem, at det lokale politi lukkede mordsagen, selvom de havde en hovedmistænkt med et klart motiv for at slå Sven-Erik Hansen ihjel.

»Jeg kommer tilbage og slår dig ihjel.«

Sådan sagde Sven-Erik Hansens filippinske kæreste Rose Ann ifølge et vidne, da hun forlod den danske pensionists rækkehus i byen Angeles nordvest for hovedstaden Manila efter et stort skænderi, dagen inden han blev fundet i en blodpøl samme sted – af kæresten.

I 2012 blev den 65-årige pensionist Sven-Erik Hansen brutalt dræbt med 35 knivstik i sit feriehus i Filippinerne. 
I 2012 blev den 65-årige pensionist Sven-Erik Hansen brutalt dræbt med 35 knivstik i sit feriehus i Filippinerne.  Foto: TV 2
Vis mere

'Hvorfor blev hun ikke afhørt igen?'

Station 2 finder frem til vidnet, som under anonymitet bekræfter, hvad hun fortalte til politiet for fire et halvt år siden. Fire andre vidner har også – uafhængigt af hinanden – fortalt politiet om skænderiet mellem Sven-Erik Hansen og Rose Ann.

De to havde snakket om at gifte sig og tage sammen til Danmark, men kort før sin død ændrede Sven-Erik Hansen pludselig mening og lod forstå, at han efter tre år i Filippinerne ville flytte tilbage til sit fædreland - alene.

Det var Rose Ann, som fandt Sven-Erik Hansen liggende i en blodpøl henover en briks onsdag den 26. juni 2012 omkring klokken 12. Hun kontaktede politiet, som gik i gang med at efterforske mordsagen. De fandt ud af, at Sven-Erik Hansen sandsynligvis må have kendt sin morder. For der var ingen tegn på indbrud, og kun ganske få af hans genstande var blevet stjålet efter drabet.

Men trods vidneudsagnene om skænderiet og truslen dagen før drabet blev kæresten Rose Ann kun afhørt som vidne én gang.

»Senere blev hun politiets hovedmistænkte, men de afhørte hende aldrig igen. Det forstår jeg simpelthen ikke,« siger Carsten Lykke Hansen.

I 2012 blev den 65-årige pensionist Sven-Erik Hansen brutalt dræbt med 35 knivstik i sit feriehus i Filippinerne. 
I 2012 blev den 65-årige pensionist Sven-Erik Hansen brutalt dræbt med 35 knivstik i sit feriehus i Filippinerne.  Foto: TV 2
Vis mere

Får sagen genoptaget

Forklaringen skal findes i Filippinernes lovgivning. Hvis en anklaget frikendes, kan vedkommende efterfølgende sagsøge politiet. Efterforskerne risikerer i så fald at miste deres arbejde. Derfor kommer sager som oftest kun for retten, hvis der er et klokkeklart bevis mod den anklagede. Og det var – og er - der ikke mod Rose Ann. Ingen øjenvidner så selve drabet, og der blev ikke fundet fingeraftryk på mordvåbenet.

»Jeg sad med tårer i øjnene, da jeg blev konfronteret med de ting, TV 2 fandt ud af i programmet. Det var hårdt, men gav mig også mod på at få sagen genoptaget,« siger Carsten Lykke Hansen, som understreger, at han på nuværende tidspunkt ikke anklager nogen for drabet.

Han har nu hyret en advokat i Filippinerne og får genoptaget sagen. Når det sker efter krav fra de efterladte, risikerer det lokale politi nemlig ikke et efterfølgende sagsanlæg i tilfælde af, at der ikke kan fældes dom. Men Carsten Lykke Hansen er villig til at gå meget langt for, at retfærdigheden skal ske fyldest.

»Man kan ikke gøre et liv op i penge. Hvis det koster en formue at få det mord opklaret, så må det være sådan. Der er flere indicier og mange ting, som undrer mig i sagen. Jeg stopper ikke, før morderen er fundet og straffet. Først da vil min søster og jeg få ro i sjælen,« siger han.

Carsten Lykke Hansen vil forfølge sagen indtil hans fars morder er blevet dømt for forbrydelsen.
Carsten Lykke Hansen vil forfølge sagen indtil hans fars morder er blevet dømt for forbrydelsen. Foto: TV 2
Vis mere

Sven-Erik Hansen blev bisat i kirken på Fejø i sommeren 2012.

Du kan se Station 2’s jagt på nye oplysninger i den uhyggelige mordsag torsdag aften klokken 20.50 på TV 2.