Ubåden UC3 Nautilus blev angiveligt sænket med vilje. Sådan lyder konklusionen fra Københavns Politi, som i mere end et døgn har foretaget grundige tekniske undersøgelser af ubåden.

’Undersøgelserne bekræfter, at ubådens forlis angiveligt er sket som en bevidst handling,’ sådan skrev Københavns Politi i en pressemeddelelse mandag eftermiddag. Selvom budskabet ikke ligefrem er soleklart, tyder meget på, at politiet arbejder ud fra teorien, at Peter Madsen bevidst sænkede sin ubåd i Køge bugt fredag den 11. august.

Men hvad kræver det overhovedet at sænke en ubåd?

»Det er meget meget nemt. Alt, du behøver at gøre, er at åbne en luge eller bore et hul i siden og lade vandet trænge ind, så vil ubåden synke indenfor meget kort tid alt afhængigt af hullets størrelse,« siger Håkan Lans, der er ingeniør og opfinder, og som selv har været med til at bygge en ubåd.

BT har tidligere talt med Kristian Isbak, der var første mand ved den synkende ubåd. Ifølge ham sad Peter Madsen og holdte udkig fra ubådens tårn, hvorefter han på et tidspunkt kravlede ned i ubåden. Kort efter gik en luftstrøm op igennem ubåden, Peter Madsen kom igen op i tårnet, og ubåden begyndte at synke.

Meget kunne altså tyde på, at opfinderen gjorde noget i det korte tidsrum, han var nede i UC3 Nautilus, der fik den hjemmebyggede ubåd til at synke.

»Det er helt bestemt muligt, at han har kunnet sænke ubåden på det korte stykke tid,« siger Håkan Lans.

Selvom den svenske ingeniør og opfinder ikke vil spekulere i den specifikke sag, fastslår han dog, at han finder det meget usandsynligt, at man vælger at sænke en ubåd med vilje.

»Ubåde er enormt dyre og tager lang tid at bygge. Hvis man ønsker at skille sig af med den, kan man sælge stålet og få rigtig gode penge for det. Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor man skulle sænke en ubåd med vilje, med mindre man har noget at skjule,« siger Håkan Lans.

Har du sejlet med ubåden?

Over for BT siger Peter Madsens advokat, Betina Hald Engmark, at hun er i tæt kontakt med sin klient, som fortsat nægter sig skyldig. Hun siger endvidere, at Peter Madsens altoverskyggende interesse lige nu er, at politiet får både ro og tid til at efterforske sagen til bunds:

»Min klient har intet at skjule, og han har fra start af haft et ønske om at samarbejde med politiet og svare på alle de spørgsmål, han kan,« siger Betina Hald Engmark.

Ubåden UC3 Nautilus sank om formiddagen fredag den 11. august efter at have været meldt savnet siden natten til fredag klokken 02.30.

Torsdag aften stævnede opfinderen Peter Madsen ud på havet i den hjemmebyggende ubåd sammen med 30-årige Kim Wall, som skulle skrive en reportage om turen. Den svenske journalist er ikke set siden og Københavns Politi er i gang med en stor efterforskning, der forhåbentligt kan kortlægge, hvad der er sket hende.

Ifølge Københavns politi har Peter Madsen ved flere lejligheder taget interesserede enkeltpersoner med på en sejltur på ubåden. De ønsker derfor at tale med alle personer, der har været med Peter Madsen på tur i ubåden, for at kunne fastslå, hvordan ture med Nautilus normaltvis er foregået.

Peter Madsen er sigtet for uagtsom manddrab og er varetægtsfængslet i 24 dage.