Efter et diskoteksbesøg blev en 17-årig kvinde natten til lørdag voldtaget i nærheden af banegården i Nykøbing.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog anmeldelsen om voldtægten lørdag. Det skriver Folketidende.

Den 17-årige kvinde havde natten til lørdag været på diskotek, fortæller vagtchef Ove Christoffersen.

»Hvilket diskotek kan jeg ikke sige. Men hun har fået drinks af flere mænd og kan ikke huske mere, før hun vågner og kan konstatere, at der er sket noget, som ikke burde være sket. Hun har mistanke om, at der er blevet blandet noget i hendes drinks,« siger han til Folketidende.

Da hun vågner, befinder hun sig ifølge anmeldelsen på et græsareal i nærheden af jernbanestationen. Og hun er 'øm i skridtet'.

Den unge kvinde opsøgte ifølge Folketidende et sygehus og blev undersøgt, inden hun anmeldte voldtægten, og efterfølgende har hun været til yderligere undersøgelser på Rigshospitalet.

Hun har ikke kunnet afgive signalement af gerningsmanden endnu.