En kitesurfer mistede tidligt onsdag aften herredømmet over sin kite ved Sydvestpynten på Amager.

Ved ulykken blev kitesurferen ifølge Københavns Politi løftet op i ti meters højde for efterfølgende at lande på land.

Sydvestpynten er et populært sted at dyrke kitesurfing - en vandsport, hvor man benytter et sejlbræt, der bliver trukket gennem vandet af en styrbar drage. Sejleren kan styre dragen med en række drageliner.

Det har foreløbig ikke været muligt at få oplyst, hvad der har forårsaget ulykken.

En større redningsaktion blev iværksat efter ulykken med flere ambulancer og Dragør Brandvæsen. Kitesurferen blev imidlertid fløjet med helikopter til Rigshospitalet i København for nærmere undersøgelse.

Tilstanden er i øjeblikket ukendt.