Den mand, der for to år siden blev skudt ned i en kiosk på Vesterbro, skulle slet ikke have været på arbejde.

Det var et rent tilfælde, at en dengang 19-årig mand var arbejde i Stationskiosken i Skelbækgade, da en mand i efteråret 2009 kom ind og affyrede syv skud mod ham.

- Jeg skulle egentlig have været på arbejde om eftermiddagen. Men det var ramadan, og derfor skulle min kollega hjem og spise, så vi havde byttet vagt, fortalte skudofferet tirsdag i Retten i Glostrup.

Her står 16 medlemmer af Hells Angels og støttegruppen AK81 tiltalt for en stribe drabsforsøg og overfald i 2009 - herunder altså drabsforsøget den 11. september mod kioskpasseren på Vesterbro i København.

I retten forklarede skudofferet, der har fået amputeret det nederste af sit højre ben og fjernet milten, at han sad i baglokalet, da han hørte klokken, som fortalte, at en kunde kom ind i forretningen.

- Jeg ventede lidt, så kunden fik tid til at se sig omkring. Men pludselig dukkede han op på trappen til baglokalet med elefanthue, hvid trøje og sorte handsker.

- Uden at sige et ord begyndte han at skyde, forklarede kioskpasseren i retten.

Han mærkede at han blev ramt tre gange i maven og faldt om på gulvet. Da skyderiet var holdt op, og manden var forsvundet, løb han ud af kiosken og råbte på hjælp

Der var tomt i gaden, men flere personer kom til ved hans råb, blandt andet et kærestepar, der var på vej efter pizza.

Hverken kioskpasseren eller hans kollega har tilknytning til bandemiljøet, men ifølge politiet har kioskejeren tilknytning til Blågårds Plads.

Skuddene blev affyret af politiets hovedvidne M. Han har selv under sagen forklaret, at det var hans svendeprøve i forhold til at avancere fra AK81 til hangaround Hells Angels.

Belønningen lod ifølge M da heller ikke vente på sig. I dagene efter skyderiet blev der holdt en kæmpefest i Randers, hvor toprockeren Brian Sandberg gav ham 2000-3000 kroner til sprut og kokain.

Og en lille måned senere - den 9. oktober - blev han belønnet med en rockervest til et årligt Hells Angels-arrangement i Nørresundby.

/ritzau/