Naser Khader er røget i direkte clinch med Københavns Politi om det påståede overfald på hans datter.

Naser Khader fortæller i dag til BT, at hans datter blev slået og sparket i en halv time af en pigebande, der truede hende til at udlevere sin mobiltelefon.



Politiet bekræfter, at der har fundet en episode sted natten til fredag, men vicepolitiinspektør Ove Larsen nedtoner sagen:

- Der er tale om et slagsmål mellem to gange to veninder. Der fyger beskyldninger gennem luften om, at den ene har kysset med den andens ven. Der er noget krasseri og noget hiven i hår og nogle slag med hånd og spark, siger vicepolitiinspektøren til BT.

Overfor TV2 skærper han retorikken: 

- Jeg skal ikke negligere, at det har været ubehageligt og smertefuldt, men jeg kan slet ikke genkende Khaders udlægning af, hvad der er sket. Den eneste grund til, at denne sag bliver blæst så stort op, er fordi, hun er datter af Naser Khader, siger han til TV2.



Han betvivler også, at der er tale om en pigebande.

Udtalelserne har fået Naser Khader helt op i det røde felt.

- Ove Larsen lyver og banaliserer det, der er sket. Der var ikke tale om et pigeslagsmål, men om et regulært overfald. De har været efter min datter i over tre år. De har også sendt hende facebook-beskeder med trusler. Min datter var øm over hele kroppen og nu tør hun ikke gå uden for en dør af frygt for, at de skal komme efter hende, siger en rasende Khader, der agter at klage over politiet.

- Jeg har tænkt mig at klage over Ove Larsen. Min datter er fuldstændig knust og græder efter at have læst hans udtalelser, lyder det fra den tidligere politiker.



Naser Khader fortæller, at hans datter har gået i skole med de to piger, men at hun har lagt afstand til dem, efter de er kommet ud på et sidespor.

- De har gået i samme skole som min datter, men nu prøver hun at undgå dem. De er en del af en pigebande, der har været efter hende gennem længere tid. Jeg har lige talt med en mor, hvis datter blev overfaldet af samme bande for en måned siden, fortæller Naser Khader.

Ifølge Naser Khader blev hans datter også truet med en kniv, men den oplysning kan Ove Larsen ikke bekræfte.

De to piger bor begge to på institutionen MulitfunC som er et døgntilbud for udsatte og kriminalitetstruede 14-18-årige. Fordi de to piger var under den kriminelle lavalder, da episoden fandt sted, kan de ikke retsforfølges.

Ove Larsen lader til at tage Khaders kritik med ro:
 
- Hvis Naser Khader er utilfreds med vores indsats, er han velkommen til at klage til de rette instanser. Og så vil vi naturligvis svare på det, siger Ove Larsen til tv2.dk.