Kendte danskere gæster i disse måneder politigården i Albertslund, hvor Københavns Vestegns Politi efterforsker Se og Hør-sagen.

- Vi taler med nogle af de kendte, som føler sig krænkede. Det er vigtigt, at vi får deres vidne-forklaringer, da de kan være med til at bygge vores sag op, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen.

- De personer, vi afhører giver os blandt andet indblik i, hvad de har oplevet, når de på f. eks. en ferie pludselig har mødt journalister fra Se og Hør. På den måde får vi en bedre fornemmelse af sagen og kan mere præcist kortlægge, hvad der er foregået – og hvordan det er foregået.

BT har tidligere fremlagt en liste med 86 personer, som har været kreditkort-overvåget af Se og Hør. På listen er nuværende og tidligere ministre, sportsstjerner, tv-personer, men også for offentligheden ukendte personer, der til gengæld er i familie med kendte.

Bent Isager-Nielsen ønsker ikke at oplyse, hvilke kendte politiet har talt med.

Den 45-årige it-specialist, der er kendt som ’tys-tys-kilden’ eller ’kreditkortkilden’, har i løbet af sommeren ikke afgivet nye forklaringer til Københavns Vestegns Politi. Det oplyser hans forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, til BT.

- Vi har ikke haft kontakt med politiet eller fået noget materiale. Jeg tror, at man venter på, at Aller og politiet har været i Højesteret, så der kommer nok til at gå en rum tid, siger han.

Forsvarsadvokaten oplyser, at hans klient på nuværende tidspunkt ikke ønsker at tale med pressen.