To grene af en familie og en kendt advokat strides om millionarven efter en enke, som døde i 2013.

København: Hvis det står til advokat Christian Harlang, skal Højesteret tage stilling til striden om millionarven efter landsretssagførerenke Anne Lunn.

Torsdag har Christian Harlang sammen med enkens barnebarn tabt sagen til en anden gren af familien.

- Dommen er helt urimelig, mener Christian Harlang, som blandt andet kritiserer, at Østre Landsret ikke har villet lade Retslægerådet tage stilling til enkens helbred, da hun underskrev de omstridte dokumenter i sagen.

- Landsretten har ikke selv lægefaglig kompetence. Det er mystisk, at landsretten har afvist at få en uafhængig fagkyndig vurdering, siger han.

Det centrale spørgsmål har været, om enken var dement og blev manipuleret til at stille barnebarnet gunstigere i testamentet og give Christian Harlang kontrol over økonomien.

Familiemedlemmer har forklaret, at hun havde svært ved at forstå, hvad der foregik omkring hende, og hun blev diagnosticeret med Alzheimers af en overlæge.

Men overlægen forbrød sig mod retningslinjerne for udredning for demens, mener Christian Harlang, som blandt andet kritiserer, at der var familiemedlemmer til stede, mens overlægen undersøgte enken.

- Erklæringen er forkert lavet, og alligevel får den afgørende betydning. Den er egenhændigt indhentet af modparten i sagen, siger han.

Et familiemedlem har i retten forklaret, at hun tilfældigt var på besøg under lægebesøget. Lægen bad hende blive, fordi han mente, det ville virke beroligende.

Christian Harlang har henvendt sig til en svensk læge, som ifølge advokaten underkender overlægens konklusioner.

En anden læge blev tidligere bedt af Christian Harlang om at vurdere enkens mentale tilstand, efter at hun i første omgang var blevet erklæret dement.

Han vurderede, at hun var frisk. Siden har han trukket sin vurdering tilbage, fordi han mener, at afgørende oplysninger var blevet fortiet for ham. Det faktum har Østre Landsret blandt andet lagt vægt på i sin afgørelse.

/ritzau/