Politiet efterlyser to kvinder mellem 30 og 40 år, som har udgivet sig for at være hjemmehjælpere, og herefter stjålet smykker fra en 82-årig kvinde.

Det skriver København Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Tyveriet skete lørdag den 27. august, hvor de to kvinder tog hen til den 82-åriges kvindes bopæl i Rødovre. Her udgav de sig for at være to ansatte fra Rødovre Kommunes Hjemmepleje, og mens den ene kvinde gav den 82-årige kvinde massage i køkkenet, stjal den anden kvinde smykker fra soveværelset.

Under besøge oplyste den ene af kvinderne, at hun var fra Italien. Hun har angiveligt talt udmærket dansk, men med accent.

Politiet har nu udsendt både et signalement og billede af de to kvinder i håb om, at offentligheden kan hjælpe med at finde dem.

»Vi har begrundet håb om, at nogen kan genkende de to tricktyve på de billeder, vi nu har offentliggjort. Vi hører også gerne fra andre, der har været udsat for episoder med de to kvinder. Vi antager, at dette tricktyveri ikke nødvendigvis er deres første,« siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

De to kvinder beskrives således af politiet:

Kvinde 1: 30-40 år, lettere kraftig af bygning, 160-170 cm høj, lys i huden, blond hår sat op i hestehale, iført hvid kittellignende kjole, hvide strømper og sorte sko - medbragte sort skuldertaske.

Kvinde 2: 30-40 år, alm. bygning, 160-170 cm, lyst langt hår i hestehale, lys i huden, iført blålig kittellignende tøj, hvide strømper og mørke sko, medbragte sort skuldertaske.

Har du oplysninger i sagen, kan Københavns Vestegns Politi kontaktes på 43861448