- Jeg er utrolig ked af det, der er sket.

Ordene lød torsdag i Københavns Byret, hvor den 31-årige dansk-pakistaner Waheed Sarwar undskyldte, at han i maj 2009 kastede et dræbende ølglas mod den 25-årige norske studerende Andreas Bull-Gundersen.

Men selvom Andreas efterladte mor, Elisabeth Sann, var rejst hele vejen til Danmark for at overvære retssagen mod manden, der kostede hendes søn livet, forstod hun i første omgang ikke undskyldningen.

Inden retssagen begyndte, forklarede hun overfor BT, hvorfor hun sammen med den afdødes to halvsøstre og en kammerat var rejst til København:

- Det er et stort og ubeskriveligt tab. Jeg har ikke talt med gerningsmanden. Det er også derfor, jeg gerne vil være her. Det bliver vanskeligt, men jeg er fast besluttet på at gennemføre det, sagde den efterladte mor.

Anklageren viste indledningsvis i retten en overvågningsvideo fra Café Rust i København, hvor gerningsmand og offer tydeligt diskuterer. Herefter ser man Waheed Sarwar kaste to ølglas efter Andreas Bull-Gundersen.

- Klokken var mange, og jeg var lidt beruset. Han sagde noget til mig, jeg kan ikke huske hvad, og der opstod en situation. Der skal ikke meget til for at føle sig truet eller provokeret, når man er beruset, gav Sarwar som forklaring for sin handling.

Den unge nordmand mistede ikke livet under selve klammeriet - men døde senere hjemme i sin husbåd, efter at skadestuen på Rigshospitalet havde afvist at behandle ham.

Her forstod en fortravlet sygeplejerske ikke, at han var bløder. Hun opfattede ordet 'hæmofil', den latinske betegnelse for bløder, som 'homofil' og sendte ham hjem med taxa.

Her døde Andreas Bull-Gundersen af indre blødninger i venstre side af hjernen. Men da kastet med glasset i sig selv ikke var dræbende, blev Sarwar ikke sigtet for vold med døden til følge, men grov vold.

Waheed Sarwar blev efter et kort retsmøde idømt fire måneders ubetinget fængsel samt betinget udvisning af Danmark - i forhold til udvisningen lagde retten vægt på, at Sarwar har to sønner, der bor i Danmark.

Til gengæld betragtede dommeren det som en skærpende omstændighed, at Waheed Sarwar tidligere er straffet for vold.

Den 31-årige, der under det meste af retsmødet sad med bøjet hoved, udbad sig sammen med sin forsvarer betænkningstid. De fleste spørgsmål besvarede han ganske kortfattet, og helt indtil sin afsluttende undskyldning undgik han at se på den norske familie.

Efter retsmødet fik den norske mor at vide, hvad Sarwar havde sagt til hende. I første omgang forstod hun det ikke på grund af sproget.

- Var det det, han sagde? Det forstod jeg slet ikke, sagde Elisabeth Sann overrasket.

Efter retssagens slutning henvendte gerningsmandens søster sig også kort til moderen og undskyldte på familiens vegne.

- Som mor kan jeg godt tage imod undskyldningen. Men jeg føler mig stadig tom indeni. Min søn var utrolig nysgerrig på livet og så altid lyst på tingene, sagde Elisabeth Sann til bt.dk. 

Sagen kommer først for retten nu, da gerningsmanden dagen efter episoden på diskoteket flygtede til Pakistan, hvor han blev i tre år. Først efter et års forhandlinger med forsvareren kom Sarwar tilbage til Danmark for at få sin straf.