Kapitel 3. En morgen overrasker John Andersen en bevæbnet mand i sit hjem. Allan, en stofmisbruger, er brudt ind for at skaffe penge til en narkogæld. Men situationen tager en drejning. John giver manden sit dankort, men insisterer på at køre med, da Allan tager ud i morgenmørket for at skaffe penge.
På vej op ad trappen – trin-stå-trin-stå på gipsfoden – farer tankerne gennem hovedet på John.
Kan han nå at vække Marianne eller den ældste søn og få dem til at kontakte politiet? Kan han nå at finde sin egen telefon frem og ringe i smug? Men hvad hvis hans kone eller sønnen går i panik? Så kan situationen hurtigt eskalere til noget helt uoverskueligt.
Nej, Marianne sover stadig, det er bedst at lade det blive sådan. John lister i en trøje og et par sportsbukser.
Hjemmerøveri. John Andersen har som alle andre set overskrifterne på avisforsiderne, men aldrig overvejet, at det kunne ramme hans familie. Mens indbrudstallet i private hjem er over 36.000, er antallet af de alvorligere hjemmerøverier faldet kraftigt i de senere år til 210 registrerede af slagsen i 2014. Heraf foregår en stor andel internt i det kriminelle miljø. De »særligt farlige hjemmerøverier« – typisk dem, der når avisforsiderne – er der omtrent 15 af om året. De fleste kategoriserede hjemmerøverier er i virkeligheden indbrud, hvor beboeren overrasker den ubudne gæst. Som dette. Det er surrealistisk.
Manden med kniven står og venter i stuen, da John kommer ned igen. Den fremmede har nu en vindjakke fra Helly Hansen på, som virker bekendt.
»Jeg kan se, du har taget min kones jakke på. Er du ikke sød at tage den af?« siger John.
Manden med kniven vrider sig lidt. Jo, altså ... den er faktisk også lidt for stram, siger han. Da han krænger sig ud af jakken, falder et PlayStation-spil ned på gulvet.
»Nå ... du har også taget et spil,« spørger John.
Bagefter vil John foretage de kontante beregninger oppe i hovedet. Alt andet lige ville det have været en god deal, hvis morgenens ubudne gæst stak af med jakke, spil, telefoner og elektronik. Familiens forsikring ville formentlig dække det meste, ungerne ville få en opdateret PS-spilpakke, Marianne en ny jakke og husets mobiltelefoner blive opdateret til de nyeste modeller. Forsikringsselskabernes samlede indbruds- erstatninger lå immervæk på 885 millioner kroner i 2014 og på den forkerte side af en milliard kroner i 2012 og 2013.
Men de materielle ting er ligegyldige. Det er blevet et psykologisk spil, hvor det for John handler om – helt ned til de ord, han vælger – at bevare et psykisk overtag. Det er mit hjem. Det er mig, der styrer. Jeg skal være i kontrol.
»Altså ... i denne situation er jeg ligeglad med spillet og spillets værdi, men jeg er skuffet over, at du ikke overholder vores aftaler,« siger John. For få minutter siden har de jo givet hinanden hånd på, at de ikke vil løbe om hjørner med hinanden. Manden med kniven tager både spil og jakke og lægger det fra sig på en af stuens sofaer.
»Undskyld. Jeg ville bare gerne have det spil,« siger han.
På gulvet tæt ved døren til entréen har manden stillet familiens TV, et 42 tommer Sony med en del år på bagen, klar til at tage med. Han har lagt et billigt, beige fleecetæppe fra Netto hen over fjernsynet. Stuens to andre plaider er dyre og af tyk uld. Allan har valgt det eneste uden værdi.
»Ved du hvad, alle de tæpper, vi har her i stuen, er nogle, vi har fået i gave, så er du ikke sød at lade dem ligge?« spørger John.
Okay, okay, nikker manden med kniven og smider tæppet tilbage i sofaen.
»Og helt ærligt, det fjernsyn er fem-seks år gammelt, jeg tror end ikke, vi vil kunne få 800 kroner for det i Den Blå Avis. Det er intet værd.«
»Jamen, jeg har kun sådan et lille lortefjernsyn derhjemme,« siger manden med kniven.
Det slår John, at det er dumt at lokke fjernsynet fra ham. Den fremmede skal da netop have det fjernsyn med, så han er hæmmet af at skulle slæbe rundt på det.
»Nu går jeg ud og låser op, det kan sagtens være bag i bilen,« siger John. Han humper ud i entréen, åbner hoveddøren og går ned ad trappen til familiens Volvo-stationcar. Han åbner bagklappen. Manden med kniven følger efter ham med fjernsynet i armene og fjernbetjeningen i lommen. John humper op for at låse hoveddøren, og da han kommer ned ad trappen i morgenmørket, kan han se, at manden har lagt kniven fra sig ved siden af fjernsynet. Bag i bilen.
John smider sine krykker ind på bagsædet og sætter sig ved rattet. Tyven sætter sig i passagersædet, og John bemærker, at den fremmede tager sikkerhedssele på.
Hvor fanden skal jeg køre hen? Ikke til vores egen bank, så får han for mange penge med. Ikke indad mod byen. Vi skal langt væk fra metro og S-tog. John tænker, mens han starter bilen og bakker ud. Han kommer i tanke om to banker, som ligger lige over for hinanden på Peter Bangs Vej, få minutters kørsel væk.
Køreturen er lang nok til, at tavsheden bliver påfaldende:
»Jeg håber for dig, at når du har skaffet penge nok til at betale din gæld, at du tager dit liv op til genovervejelse. Det er da ikke et værdigt liv at leve, at man må bryde ind i folks hjem om natten for at skaffe penge,« siger John og bryder stilheden.
Bagefter kan han ikke huske præcis, hvad han mere får sagt. Men han kan huske, at han tager sig selv i at docere lidt igen. Det er godt nok en typisk John-ting, tænker han om sig selv.
Den fremmede lytter.
»Arhmen, det er også noget lort. Jeg vil gerne ud af det,« siger han så.
Se videoen til »Indbruddet«: Mødet mellem John og Allan:
Klokken er 6.40, da John holder ind ved krydset Peter Bangs Vej og Dalgas Boulevard. Der ligger en Lån & Spar Bank få meter væk.
»Skynd dig at løbe hen og hæve. Tretten-nul-fire,« siger John og gentager koden til sit dankort.
Han skynder bevidst på den fremmede for at stresse ham lidt. Det er vigtigt, at det er tyven og ikke John, der går til banken. Måske vil kameraet ved hæveautomaten få et klart billede af hans ansigt.
Den fremmede løsner sikkerhedsselen og går ud. Han kommer utilfreds tilbage. Han har hævet, men kunne kun få 2.000 kroner ud. Han skylder sin narkobagmand 30.000. John siger, at han jo ligesom ikke er herre over hæveloftet. Han stiger ud af bilen, åbner bagsmækken og trækker fjernsynet halvt ud:
»Det bedste, du kan gøre nu, er at tage fjernsynet og løbe rundt til de andre hæveautomater og hæve så meget, du kan nå, inden jeg kommer hjem og spærrer kortet,« siger John og hinker tilbage til førersædet.
Bagefter vil ingen af dem kunne huske, om de siger noget til farvel. Det er heller ikke sidste gang, de vil møde hinanden.
Da John kører væk, står den hætteklædte tyv tilbage på fortovet med fjernsynet i favnen.
Du kan læse fjerde og femte kapitel i serien fra henholdsvis tirsdag og onsdag aften klokken 22.30 på b.dk.
