Kapitel 2. En tidlig morgen overrasker John Andersen en fremmed, bevæbnet mand i sit hjem. Manden, Allan, er desperat for at skaffe penge til en narkogæld, og det banale indbrud udvikler sig til et hjemmerøveri. Situationen tager en drejning, da John indleder en forhandling med Allan.
Allan tager imod den hånd, husets beboer rækker frem.
»Hvis vi skal komme nogenlunde helskindet ud af den her situation, er det vigtigt, at vi kan stole på hinanden. Jeg giver dig mit ord på, at du kan stole på mig, kan jeg stole på dig?,« havde manden foran ham sagt.
Ja, jo, selvfølgelig kan han det, havde Allan nikket. Så nu står de der, offer og gerningsmand, og giver hinanden den internationale gestus for respekt. Husets beboer i underbukser og med gipsfod, Allan med hætten snøret stramt til omkring ansigtet og hænderne i strikhandsker.
Allan har lavet mange indbrud. I hvert fald 50 og sikkert flere henover de seneste 10-15 år. Men han har aldrig oplevet det her før. En konfrontation.
Engang kom en familie hjem, mens Allan og hans kompagnon rodede rundt inde i huset. Den skrækslagne familie sad ude i bilen og ringede efter politiet, mens Allan og kammeraten flygtede ud ad en havedør. Dengang blev han forudsigeligt anholdt. Ellers har Allans held fulgt de danske statistikker for antal indbrud og antal opklarede sager: Han er dømt for højst ti. Ud af mindst det femdobbelte.
Men det her er første gang, han har følt sig »nødt til at true nogen«, som han senere skal forklare det, »for det ligger ikke rigtig til mig at være voldelig«.
Sikrere døre og vinduer virker
Hvad får et menneske til at træde ved siden af? Til at begå den kriminalitet, som er utænkelig for andre? Og hvorfor er nogle samfund plaget af én type kriminalitet, mens sammenlignelige samfund er forskånet for samme?
Kriminologer studerer en lang række individuelle og samfundsmæssige motiver til at begå kriminalitet. En af de vigtige samfundsmæssige faktorer er »opportunitet«. Det kan lyde banalt, men er en vigtig pointe for kriminologer: Hvor let er det i et samfund at begå kriminalitet? Hvor fristende er det? Hvor tilfredsstillende er det at lade være og opnå samme resultat ad lovlydig vej?
Forskningen peger på, at kriminalitetsbekæmpelse må starte med at justere opportuniteten. Dels ved sociale indsatser, så det bliver opportunt også for samfundets svageste at nå deres mål – flere penge, eksempelvis – på lovlig vis. Dels ved at gøre illegitime genveje vanskeligere. Antallet af biltyverier faldt således først, da elektroniske startspærrer blev standard. Antallet af bankrøverier faldt, da bankerne fik farvepatroner og udfasede kontanter i de små filialer. Antallet af butiksindbrud faldt, da vagter, gitre og TV-overvågning vandt indpas.
Hvordan gør man indbrud i private hjem mindre opportunt? Folk skal groft sagt passe bedre på deres ting, siger eksperterne. Men det kommer ikke af sig selv i et land, hvor tryghed og indbyrdes tillid er indbygget i vores nationale selvforståelse. Eller hvor en stor del af boligmassen befinder sig i forretnings- og institutionsløse parcelhuskvarterer, der ligger mennesketomme hen i dagtimerne og i ferier.
Så forsikringsbranchen har i årevis efterlyst en ændret byggestandard. Loven bør, mener forsikringsselskaberne, ændres, så alle nye eller nyrenoverede huse per lovkrav skal udstyres med vinduer og døre, som det tager mindst tre minutter at bryde op. Den slags lovgivning er allerede indført i Storbritannien og i Holland. Erfaringen fra 40.000 almene boliger i Storbritannien viser et fald på 26 procent i antallet af indbrud efter installering af sikrere døre og vinduer. I Holland har kravet om indbrudssikre døre og vinduer fået indbrudsraten til at falde med 50 procent i nybyggeri – i øvrigt uden de store ekstraudgifter. De store danske dør- og vinduesproducenter laver allerede den type vinduer; de sælger dem bare sjældent i Danmark. Danskere er, siger eksperter, lullet ind i den vildfarelse, at forstærkede døre og ekstra sikre vinduer ikke er nødvendige.
»Bagsiden ved vores ellers dejlige tillidssamfund er, at vi simpelthen ikke passer særlig godt på vores ting. Hvis man virkelig vil gøre noget ved indbrudsstatistikken, nytter det ikke at ansætte tusind ekstra politibetjente. Det simpleste ville være at indføre det lovkrav,« siger Jacob Nisgaard Larsen, chefkonsulent i brancheforeningen Forsikring & Pension.
Undersøgelser af, om det er mulighed at indføre et bygningsregulativ efter hollandsk forbillede, blev iværksat af S-R-regeringen for få år siden. De borgerlige partier har imidlertid hele tiden været imod et lovkrav, angiveligt af frygt for at påføre boligejerne flere obligatoriske udgifter – en frygt som er aflivet af flere nylige rapporter. Men den afvisende indstilling fastholdes af V-regeringen, oplyste bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) i et svar til Finansudvalget den 30. september:
»Det er min grundlæggende opfattelse, at den enkelte borger selv er bedst til at vurdere, om det er relevant at gennemføre særlige sikringer mod indbrud i hjemmet (...) Der er tillige store regionale forskelle i, hvor indbrudskoncentrationen er høj, (...) og derfor mener jeg ikke, at det er rimeligt at pålægge alle landets boligejere krav om at indbrudssikre deres døre og vinduer,« skrev ministeren.
Indbrud er blevet til en nødvendighed
Allan plejer at gå efter mørke villaer i sin jagt på folks kontanter, guldsmykker, måske en sparegris med mange tyvere i, bærbare computere, mobiltelefoner og kameraer. Under et af sine første indbrud fandt Allan 50.000 kr. i kontanter. Det gav blod på tanden. Når folk tog på ferie, lå hele villaveje øde hen med forudsigelige tænd-sluk-ure, nøgler i carporten og let opbrækkelige stuevinduer og havedøre. En skruetrækker ind at løsne fire steder i kanten af et standardvindue på et parcelhus og »plop«, det røg op som kapslen på en flaske. »Det var et slaraffenland,« vil Allan huske det senere.
En af Allans venner tog med DSB-tog på indbrudsturné til provinsbyer i Jylland og kom hjem igen med fyldte sportstasker, men det gad Allan ikke. Han holdt sig til København og opland. Og altid ind ad vinduet.
I de senere år var det blevet sværere. Folk var begyndt at sikre sig bedre. Fik alarmer, nabohjælp, vinduesspærrer. Og man skulle være forsigtig med det der DNA. En kammerat var blevet nakket på den konto for nylig. Han havde haft for vane at ryge en smøg for at dæmpe nerverne, før han gik ind i folks huse. Politiet havde fundet hans udbrændte, spytinficerede skodder ved 30 huse.
Allan kan ikke længere huske, hvordan det startede for ham. Der var, indrømmet, et element af spænding i begyndelsen. En overskridelse af en personlig grænse. Teenageren Allan syntes også, at det var sådan lidt »sejt«. Det var de smarte, hashrygende fyre hjemme i forstadsghettoen, som også lavede indbrud. Men 50 indbrud senere er det ikke længere sejt. Indbruddene er blevet en levevej; en nødvendighed for at finansiere et stofforbrug, han ikke længere er herre over.
Som dette indbrud og denne situation.
I aftes havde han hængt ud med nogle venner, indtil tanken om hans udestående gæld på 30.000 kroner til narkobagmanden havde presset ham ud på gaden. Han var hoppet på et S-tog, så et andet, så metroen. Var gået rundt og havde forsøgt at samle mod og ideer til, hvor pengene skulle komme fra. Han havde overvejet at stjæle fra en forretning. Men det var blevet for sent. Intet ud over 7-eleven havde åbent. Han havde, for ikke at kunne genkendes, gemt sin North Face-jakke og sin pung i et buskads ved Frederiksberg Centret, og ud på morgenen, i en døs af Rivotril – piller af benzodiazepin-typen med en angstdæmpende effekt – var han tilfældigt havnet i kvarteret på det ydre Frederiksberg. Han havde aldrig været der før. Men dér for enden af den blinde vej, havde han fundet huset. Det så mørkt ud og var omgivet af tilpas mange træer til, at man ikke umiddelbart kunne ses udefra. Han havde stået længe og kigget på det. Måske havde Rivotrilerne gjort ham overmodig.
En helt usædvanlig forhandlingssituation
Nu står han her og giver hånd til husets ejer, som han egentlig skulle stjæle fra. Hvis kreditkort han lige har truet sig til.
»Du har fået mit dankort og min kode. Det må være dit primære formål med at være her. Jeg er sikker på, at du har taget nogle ting, som ingen værdi har for dig, men som betyder noget for os. Må jeg ikke se, hvad du har taget?,« spørger manden nu.
Manden virker som en »forhandlingstype«, synes Allan. Sådan en der er vant til at tale med folk. Allan rækker indkøbsnettet frem mod ham. Folk kan sige, hvad de vil, når de kaster et første blik på ham og hans straffeattest, men man kan faktisk godt stole på ham. Han har givet sit ord.
Manden kigger i indkøbsnettet. Alt dernede er dækket af hvidt pulver fra den pulverslukker, han egentlig ville stjæle, men kom til at fyre af ude i redskabsskuret.
»Det er sådan noget som det her, jeg mener,« siger manden med gipsfoden og holder en hvidstøvet HTC-mobil frem, »den er intet værd for dig, men det vil tage 14 dage for min kone, før hun har en mobil igen. Kan du ikke bare lade de ting være her?«
Allan nikker. Jo-jo, selvfølgelig. Det er jo penge, han er ude efter. Hvis han bare kan få penge med, er han ligeglad med tingene.
»Er vi nået dertil, hvor du kan lægge kniven?« spørger manden så.
Allan siger nej. Nu stopper det. Han står stadig med kniven i den ene hånd, i den anden holder han et nøglebundt med bilnøgler, han fandt i entreen.
»Jeg kan se, at du har taget vore bilnøgler, er du ikke sød at give mig dem?,« spørger manden.
Allan afslår igen. Han skal bruge bilen, når han skal rundt at hæve penge, siger han.
»Der har vi en lille interessekonflikt,« siger manden, »så snart du kører herfra med mit dankort, er jeg nødt til at spærre det. Så hvis du vil køre rundt og hæve på kortet, er jeg nødt til at køre med.«
Der bliver stille et øjeblik. Husets stribede kat, Tiger, dukker op. Den smyger sig kælent om Allans ben. Han bøjer sig ned og aer den kort.
Allan spørger, hvorfor manden ikke bare kan vente et par timer med at spærre kortet. Men det vil husets beboer ikke. Han siger, at han er forpligtet af banken til at spærre kortet i samme øjeblik, han mister det. Og han plejer jo ligesom ikke at udlevere kort og pinkode til fremmede i søvne, vel? Desuden, siger manden, er det virkelig er besværligt, hvis han mister sin bil. Med forsikring og erstatningsbil og alt det der.
»Vi har givet hinanden hånd på, at vi kan stole på hinanden. Nu går jeg op og tager tøj på, og så kører vi, okay?,« spørger manden.
Allan nikker. Han vil bare have det her overstået. Han begynder at blive bange for, om manden i huset vil kunne kende ham igen.
Har du haft indbrud? Fortæl din historie på mail: LIN@berlingskemedia.dk
